kaste sig nogen Straf for sligt Uraad. – – Men Aarsagen til, at dette Uvæsen saalænge vedvarer i eders Land, er den, at de, der fare saaledes frem, bære Høvdingenavn iblandt eder, deels lærde deels ulærde. Jeg kunde nævne mange, der ere befængte med slige svare Synder, men for Øjeblikket vil jeg endnu ikke prostituere dem for Almuen; men det siger jeg, at længe vil jeg ikke bære Ansvaret for eders Synd; nu veed jeg, hvad der er forbrudt, og kjender Forbrydernes Navne.“ Derpaa gaar han over til at forbyde alle de Gejstlige, der havde dræbt et Menneske, at forrette nogen som helst Gudstjeneste fra den ringeste til den højeste. Ligeledes forbyder han alle Gejstlige at paatage sig Søgsmaal, undtagen for fattige Frænder, faderløse Børn eller forsvarsløse Kvinder, og dog kun for Guds Skyld, ikke for Vinding, „da det strider mod Gud og de hellige Bestemmelser, og mangen Mand blandt eder ved den dermed forbundne Sammendragning af Partihobe og Voldsomhed har mistet baade det timelige og evige Liv. For alt saadant skulle især Gejstlige vogte slu, da de bør vise lige saa stor Eftergivenhed mod de Ulærde, som de fordre af disse; og jo større Straf der er for deres Mishandling, desto mere burde de Gejstlige søge at afværge alt, hvad der bliver belive Parter til evindeligt Meen; thi hver den, som mishandler en Gejstlig med voldsom Haand, er i Guds og Pavens Ban, og man kan ikke faa Absolution for en Gejstligs eller Munks Drab uden af Paven selv, og for at have saaret eller slaaet ham kun af os; men blandt eder sidde flere, som befinde sig i denne Nød, og lade som om de ej bryde sig derom. Nei stevner jeg dig[1] og alle de øvrige, som befinde sig i Ban for disse Sagers Skyld, ud af Landet hid til mig, og forbyder jeg alle og enhver at sidde sammen med dem til Bords, eller i Kirke, eller at hilse dem paa en Vej, uden for saa vidt de befinde sig paa Rejsen for at erholde Absolution. Men viser man Trods, og vil heller være i Ban end modtage Absolution, da ere baade de, som have begaaet den Handling, der har paadraget dem Straffen, og de, der siden forene sig med dem i Samkvem, alle tilsammen i eet Ban fra Olafsmessedag næst efter at dette Bud er blevet bekjendtgjort i Landet. Vil man desuagtet ikke føje sig efter disse heldbringende Raad, byder jeg Biskopperne i Guds Navn, at de ophøre med al den Gudstjeneste, deres Vielse medfører, efter at hiin Olafsmessedag er omme. Og kunne de ikke gjennemføre dette for ufornuftige Mænds Overvolds Skyld, skulle de søge til Kongen og os.“ Her opstiller Eystein selv, merkeligt nok, Kongen, d. e. Norges Konge, som deres sidste Tilflugt og Beskytter, og synes
- ↑ Den Mand, til hvem han her særskilt henvender sig, kan vel neppe være nogen anden end Biskop Brand i Hole, thi man seer af Udtrykkene nedenfor, at Eystein endnu ikke vidste noget om Thorlaks Udvælgelse.
