udbrød en blodig Kamp mellem Gudrød og Olafs Tilhængere; Paal Baalkessøn, fortælles der, faldt faa Dage derefter for Gudrød[1], og Gudrød selv blev siden dræbt paa Ljodhuus[2], hvorpaa Olaf underkastede sig hans Deel, og saaledes herskede over hele Riget. Alligevel var Kong Haakon ved sine Krigeres Hjemkomst, der skede endnu samme Sommer, vel tilfreds med hvad de havde udrettet, og bevidnede dem megen Tak derfor. Ogsaa Sagaen, der beretter om alt dette, siger, at de havde vundet Kongen megen Hæder i denne Ferd. Det kan heller ikke negtes, at om de end ikke havde formaaet ganske at frarive Sumarlides Linje de østlige Øer, for en stor Deel rimeligviis paa Grund af Uspaks tidlige Død, saa havde de dog tilføjet Kongens Fiender betydelig Skade, og idet mindste for en Tid sikret Norge Herredømmet over Man og de nordvestlige Øer. Endogsaa Alan af Galloway synes af Frygt for de norske Vaaben at være bleven holdt tilbage fra at vove noget nyt Forsøg paa Man, thi der tales ikke om noget saadant. Han døde 4 Aar efter, og hans store Besiddelser deeltes mellem hans tre Døtre, hvorover Sønnen, den før omtalte Thomas, gift med Kong Ragnvalds Datter, blev saa forbitret at han gjorde en farlig Opstand, som dog Aaret efter dæmpedes. I al denne Tid kunne de skotske Vaaben ej have været farlige for de norske Besiddelser, og hertil havde dog den sidste Expedition fra Norge bidraget ikke ubetydeligt[3].
Naar Virkningen af den mislige Stemning, der herskede mellem Kong Haakon og Skule Jarl, gjorde sig gjeldende saa langt mod Udkanterne af den norske Konges Omraade, som til Syderøerne, er det let at forstaa at de endnu mere maatte spores paa Orknøerne. Hermed er det ikke sagt, at de formaaende Mænd ganske bestemt deelte sig i to Partier, hvoraf det ene erklærede sig for Kongen, det andet for Jarlen, men det gik kun her, som paa Syderøerne og andensteds, at naar der først gaves Partier i Landskabet selv, eller to mægtige Medbejlere laa i Strid med hinanden, og Kongen begunstigede den ene Part, kunde man være vis paa, at den anden søgte Trøst hos Jarlen, eller dennes erklærede Tilhængere. Det kunde ikke anderledes være, saa længe Kongen og Jarlen stode ved Siden af hinanden som omtrent lige mægtige, og af hinanden indbyrdes saa godt som uafhængige Fyrster. Jon Jarl havde, som det ovenfor er nævnt, i sin Tid umiskjendeligt heldt mest til Jarlens Parti, men var i den senere Tid kommen paa en meget venskabelig Fod med Kongen; heraf fulgte igjen, at hans Avindsmænd nu heldte saa meget mere til Skules Side. Dette
