ligt og uhildet Blik betragter Forholdene, synes det som om Herredømmet over disse Øer, saa længe efter at Vikingetiden og Faren for Vikingeangreb derfra var ophørt, ikke kunde være Norge til egentligt Gavn, men snarere til Skade, for saa vidt som det indviklede Riget i unødige Krige og allehaande andre Ubehageligheder. Paa den anden Side er det unegteligt, og det vil af det følgende erfares, at da Norge mistede disse Besiddelser, tabte det temmelig snart sin Anseelse som Sømagt, og den Evne til at opretholde sin kommercielle Selvstændighed, som det hidtil havde lagt for Dagen. Muligt, at Haakon med sin sjeldne Statsklogskab og politiske Fremsynethed anede noget saadant. Nøk er det, at han besluttede at sende en Hær og Flaade til Øerne. En Anfører var.snart funden. Det synes, besynderligt nok, først for kort Tid tilbage at være blevet oplyst, at den gamle Birkebeinerhøvding Uspak, kaldet den syderøiske eller Agmundssøn, var en Søn af Duggall Sumarlidessøn, og saaledes arveberettiget til den sumarlidske Linjes Besiddelser, til hvilke hans Brødre Duncan og Duggall Skrøk ved deres Utroskab maatte ansees at have forbrudt deres Ret. Ved at udnævne ham til Konge i deres Sted, vilde Kongen ej alene faa en sikker og paalidelig Vasall i Stedet for to højst usikre, men han vilde i ham endog kunde have, hvad der just nu tiltrængtes, en tro, aarvaagen og uegennyttig Vogter og Forsvarer af sine og Norges Interesser i hine Egne, med andre Ord, en virkelig Statholder, paa hvem han kunde stole. Thi Uspak hørte til de samme selvopofrende, trofaste Veteraners Tal, som Helge hvasse, Dagfinn Bonde og alle hine saakaldte „gamle Birkebeiner“ fra Kong Sverres, Haakon Sverressøns og Haakon Jarls Dage, hvis Interesser aldeles vare sammenvexede med Kongehusets, og som i Haakons Barndom med saa megen Længsel havde ventet paa hans Myndighedsalder, for at de kunde tage ham til Konge og kæmpe tinder hans Banner[1]. Han var altsaa selvskreven til at føre Overbefalingen paa et Tog, der, om det gik heldigt, ikke vilde skaffe ham selv mindre Fordele end Norge. Paa et Thing, som Kongen holdt i Oslo henimod Vaaren 1230 samme Dag som den før omtalte svenske Herre, Magnus Broke, kom til Byen, gav Kongen Uspak Kongenavn, og bekjendtgjorde, at han, naar Sommeren kom, vilde sende ham vester til Syderøerne med en tilstrækkelig Troppestyrke. Han forandrede derhos hans Navn til Haakon, hvad enten
- ↑ Om Uspak og hans Slægtskabsforhold se ovenfor 443. Han nævnes aller først som Deeltager i Syderøtoget 1210, men ikke, som om han først da slog sig til Birkebeinerne; tvert imod er det tydeligt, at han hørte til deres Tal, som, vante ved langvarige Fejder, vare misfornøjede med Freden. Paa oven anførte Sted er det antydet, at han maaskee allerede kom til Norge i 1192.
