Fare nu var over for det første[1]. Men en mørk Vinternat, i Julen[2] kom Ragnvald ganske uventet med fem Skibe fra Galloway, landede ved Holm Peel, og opbrændte alle sin Broders og de manske Høvdingers Skibe, der laa i Havnen. Siden sejlede han om til den anden Side, og laa i 40 Dage ved Ragnvaldsvad, idet han for et Syns Skyld fornyede Fredstilbudet, men underhaanden søgte at vinde alle Indbyggerne af Øens sydlige Deel for sig. Det lykkedes ham ogsaa med mange, skjønt man skulde formode at han netop havde været forhadt paa denne Kant, hvor han for faa Maaneder siden havde faret saa grumt frem. Men han har vel gjort dem saare glimrende og forføreriske Løfter. Nogle svore endog at de, om det behøvedes, gjerne skulde ofre deres Liv for at skaffe ham Herredømmet over Halvparten af Øerne. Men Olaf havde imidlertid været virksom i den nordlige Deel af Øen. Han samlede Indbyggerne om sig, og opfordrede dem paa en saa indtrængende Maade til at gjøre fælles Sag med ham, at deres Sjæle, som det heder, aldeles sammenføjedes med hans. Omgiven af deres Skarer begav han sig paa Thingvolden, og oppebiede sin Broder Ragnvald, som ikke længe efter indtraf i Spidsen for sin Hær (14de Februar 1229). Medens Ragnvald ordnede sine Folk, gjorde Olaf et pludseligt Angreb, og drev dem – heder der – paa Flugten som Faar. Ragnvald selv blev dræbt paa Flugten, Olaf uafvidende, der skal have ytret megen Utilfredshed dermed, da han hørte det, men, tillægger Krøniken, han hevnede dog aldrig hans Død, saa længe han levede. Ragnvalds Lig blev af Munkene i Russin bragt over til Furnes, og begravet der paa et Sted, han allerede i sit levende Liv havde udseet sig. Den ulykkelige søndre Deel af Man blev atter herjet og næsten lagt øde, til Straf for at Indbyggerne havde taget Parti med Ragnvald[3].
Da dette skete, synes Alan Jarl at have været fraværende paa et Besøg over i Irland med en talrig Skare af sine bedste Krigere, for at egte en Datter af den mægtige Hugo af Barn. Paa Tilbagevejen led han Skibbrud, hvorved de fleste af hans Folk omkom, og han selv tilligemed nogle faa reddedes kun med Nød og neppe[4]. Dette forklarer, hvorfor han ikke strax tog Hevn for sin Ven og Svoger Ragnvalds Død, og hvorfor ikke engang Ragnvalds Søn, den ulykkelige, blinde Gudrød, tog sin
- ↑ Den manske Krønike. Det heder her udtrykkeligt: coeperunt Manenses, qui antea circumquaque dispersi fuerant, congregari et confidenter habitare.
- ↑ Det var, som man af det følgende seer, noget over 40 Dage før 14de Februar.
- ↑ Den manske Krønike, hos Johnstone, S. 30. Ogsaa i de islandske Annaler omtales dette Slag og Ragnvalds Fald ved 1229.
- ↑ Fordun, IX. 47. Chronicon de Lanercost, ved 1229.
