Fejder, idet de herskesyge Folkunger i Aaret 1229 satte en af deres egen Midte, Knut den lange, paa Tronen[1]; den trettenaarige Erik Erikssøn eller rettere hans Formyndere, søgte at dæmpe Oprøret, men bleve aldeles slagne ved Alvastra[2] og Erik maatte flygte til sin Morbroder, Kong Valdemar i Danmark; først efter fem Aars Forløb, i hvilken Tid Sejrherrerne synes at have anrettet frygtelige Ødelæggelser[3], kom han tilbage, fældede Knut lange i Slaget ved Sparsetra (1234), og satte sig paa ny i Besiddelse af Tronen, uden at dog de andre Fejder derfor endnu paa lang Tid ophørte. Men saa meget maa ansees vist, at de svenske Magthavere i disse Aar ikke kunde tænke paa at yppe Kiv med Norge. Og der blev heller ikke Tale om at fordre Fyldestgjørelse for Haakons Vermelandstog førend i 1241. Om Vintren, i Begyndelsen af Aaret 1230, da Haakon opholdt sig i Oslo, kom hans Frænde, Folkungen Magnus Broke, Søn af Knut Jarl, Byrge Brosas Søn, til ham, uvist i hvilket Øjemed, blev vel modtagen, og opholdt sig nogen Tid hos ham[4]. Da Magnus hørte til de sejrende Folkungers Parti, maa dette ansees som et Tegn paa, at de, som da stode ved Roret i Sverige, holdt Fred og Venskab med Haakon. Og saaledes vedvarede Forholdet, indtil Borgerkrigene i Sverige ophørte, og Byrge Jarl den yngre fik Magten.
- ↑ Man kjender ikke ret Knut den langes Slægtsskabsforhold. Kun i en eneste Kongerække, der antages at være fra c. 1380, kaldes han Knut Joanssøn (Fant. Scr. r. Sv. I. 20), og er dette rigtigt, har han maaske været Søn af den ved Aspenes faldne Jon Jarl, se ovenf. S. 672, jvfr. Lagerbring II. S. 327. Men rimeligere er det at antage ham for den i flere Diplomer fra 1222–24 forekommende Knut Holmgerssøn, Kongens Frænde og Raadgiver, se ovenf. S. 672.
- ↑ Navnet angives forskjelligt, Olustrum, i de islandske Annaler Alangrar.
- ↑ Gregor den 9des Skrivelse af 17de Februar 1232, Liljegrens Dipl. Sv. I. 264.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 165, jvfr. 2693 Læsemaaderne paa disse Steder ere i de forskjellige Haandskrifter heel forskjellige, hvilket ogsaa har givet Anledning til højst afvigende Angivelser af de her nævnte Folkungers Slægtsforhold. Paa første Sted staar: „Magnus Broke, Søn af Knut Jarl, Byrge Brosas Søn, Kong Haakons Frænde; han var gift med Sigrid, Sviakongen Knuts Datter, deres Søn hed ogsaa Knut.“ Dette er af flere navnlig Langebek II. 467, forstaaet som om det var Magnus Broke, der var gift med Sigrid, og denne har man da, efter Chronologien, antaget for Knut den lange-s Datter. Men efter Haandskriftet er det langt rimeligere at henføre Ordene „han var gift“ til Knut Jarl, hvorved Sigrid blev Magnus’s Moder, og derved tillige Kong Knut Erikssøns Datter. Dette bestyrkes af Cap. 269, hvor der staar: „Magnus Broke (eller Knut, Søn af Magnus Broke) tyktes ogsaa at være nær berettiget til Kongedømmet, da han (dette „han“ maa i alle Tilfælde gaa paa Magnus) var Dattersøn af Kong Knut Erikssøn“; hvad der fortælles om Magnus’s Giftermaal med Knut langes Datter er altsaa en fuldstændig Misforstaaelse.
