ne[1]. Kongen tog meget venligt imod Knut, der fra denne Tid, som det synes, forblev hos ham eller i det mindste ikke vendte tilbage til Jarlen; og da ikke længe efter Jarlens Datter Ingerid, Knuts unge Hustru, afgik ved Døden, var det, som Sagaen udtrykker sig, aldeles forbi med deres Venskab, og Knut optraadte endog aabenbart som hans Modstander[2]. Den ærlige Knut maa have seet og hørt saa meget under Opholdet hos ham den sidst forløbne Vinter og under Besøget i Kjøbenhavn, at han ej skjøttede om at have videre med ham at skaffe. Paa hvilket Sted i Viken Skule Jarl opholdt sig denne Høst, eller hvad han tog sig for, omtales ikke. Snarest skulde man formode at han bar opholdt sig i den aller sydligste Deel, nærmest Halland, og maaskee endog af og til i dette Landskab, for at tage sit Len i Besiddelse og treffe de i den Anledning nødvendige Foranstaltninger. For Resten havde han, hvis han virkelig havde sat sit Haab til at den danske Erkebiskop som Undersøgelses-Kommissær kunde tilføje Kongen nogen Skade, den Ærgrelse, at han døde maaskee endnu inden han selv havde forladt Danmark, eller strax efter (10de Juli); og da ligeledes Biskoppen af Skara omtrent paa samme Tid, eller kort efter, var afgaaen ved Døden, overdrog Paven, underrettet derom af Kongens Agent, Undersøgelseshvervet til Erkebiskop Thore af Nidaros og Biskop Arne i Bergen ved en Skrivelse af 13de Februar 1229[3]. Henimod Vintren vendte Jarlen atter tilbage til Throndhjem og forblev der, medens Kongen tilbragte Vintren i Bergen. Da, heder det, var der god Fred i Landet og godt Samtykke mellem Kongen og Jarlen. Det sidste vil vel da kun sige, at Jarlen endnu ikke har fundet det belejlige Øjeblik at være kommet, til at tage Masken af, og at den humane, forsonlige Konge, skjønt han vistnok gjennemskuede ham, fremdeles, saa længe det var muligt, søgte at overholde idet mindste det ydre Skin af sømmelig Enighed og god Forstaaelse. Heller ikke fra Naboriget Sveriges Side behøvede Haakon for det første at frygte nogen Ufred. Efter Forliget med Junker Knut maa man antage at Æskil Lagmand var kommen paa en venskabelig Fod med ham, og da kunde han nok være sikker med Hensyn til Vestgøterne. Derforuden havde de svenske Stormænd nu nok at bestille med indbyrdes
- ↑ Dette er Sagaens udtrykkelige Ord. Den bekjendte Deel af Ætten gaar, som det af Slægttavlen No. 13 i forrige Bind viser sig, ikke længer op end til Gregors Plejefader Jon Smjørbalte, der maa have levet omkring 1100, men der er al Sandsynlighed for, at den ovenfor I. D. 1. B. S. 739 omtalte Thorgeir paa Blindheim, der af Egil Skallgrimssøn frelstes for at kæmpe med Berserken Sjur, var samme Æt.
- ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 171. Dette fortælles ved 1232–33, uden at det udtrykkeligt Hans, naar Fru Ingerid døde.
- ↑ Dipl. Norv. I. 11.
