dennes uventede Tilfangetagelse ved Grev Henrik af Schwerin. At Skule allerede da pønsede paa Planer til at bringe Viken, eller hele Norge, under Valdemars Overherredømme, men selv herske som hans Vasall, er allerede ovenfor omtalt som højst sandsynligt. Valdemar sad i Fængsel indtil 21de December 1225, og begyndte ikke længe derefter at rejse sig igjen, for at vinde de under sit Fangenskab tabte Besiddelser tilbage. Skule Jarl fornyede ligeledes sine Forsøg paa at knytte Forbindelser med ham. Det er ovenfor berettet, hvorledes han allerede om Høsten 1226 sendte Kolbein Ketturygg og Grunde Fehirde ned til ham, og hvorledes disse, da de paa Tilbagevejen laa indfrosne i Marstrand, bleve overfaldne og dræbte af Ribbungerne[1]. Hvilket Erende disse Udsendinger egentlig havde haft, siges ikke, men at det maa have været et Erende af Vigtighed, kan skjønnes deraf at saa højtstaaende Mænd valgtes dertil; og hvad særskilt Grunde Fehirde angaar, da havde han, som vi vide, været en af de fornemste blandt Baglerne; han havde allerede ved Philips Hof beklædt det vigtige Fehirde-Embede, og ligesom man maa antage, at han fra denne Tid havde mange og vigtige Forbindelser ved Kong Valdemars Hof, saaledes viser den Omstændighed, at han ej, som de øvrige Baglerhøvdinger, gik i Kongens Tjeneste, men i Jarlens, temmelig klart, at han maa have været mere fiendtligt sindet mod Kongen end disse, og hørt til den engere Kreds af dem, der efter Kong Philips Død sluttede sig om hans Broder, Hr. Andres Simonssøn, hvilken igjen, som vi have seet, traadte i et Slags intimere Forhold til Skule. Da Krigen mod de nordiske Smaafyrster og Gjenerobringen af de frafaldne Landskaber paa denne Tid var Valdemars Hovedformaal, og det derfor var ham om at gjøre at samle saa mange Tropper, som muligt, under sit Banner, have vel ogsaa hans Forhandlinger med Skule Jarl fornemmelig drejet sig om at denne skulde deeltage i Krigen. Men en saadan Understøttelse tilsagde eller gav Skule neppe for intet, og man kan være temmelig vis paa, at hvis Skule har forbundet sig til at yde ham Hjelp, har Valdemar ogsaa paa sin Side givet Skule Tilsagn om Gjentjenester, der ej godt kunde bestaa med Haakons Interesser, og neppe sigtede til mindre end at støde ham fra Tronen. At Skule virkelig har lovet at komme Valdemar til Hjelp med Folk og Skibe, kan man med Sikkerhed slutte deraf, at da Kong Haakon, strax efter den sidste, fuldstændige Opløsning af Ribbungernes Flok, begav sig til Bergen i Følge med Junker Knut, mødte han i Seløerne ved Lindesnes Skule Jarl, der med mange og store Skibe agtede sig ned til Danmark[2]. En saadan Udrustning vilde Jarlen fornuftigviis ikke have
