Besiddelse[1]. De af Ribbungerne, som vidste, at de ikke kunde gjøre sig Haab om Fred, flygtede over Grændsen og tog en vis Magnus Bladstak til Konge. Ved Efterretningen herom sendte Kongen Harald af Lauftun for at bemægtige sig ham, men denne, som kunde skjønne at Harald ikke meente ham det godt, forekom ham ved at overfalde og dræbe ham. Men Kongen havde ogsaa sendt Brev til Vermeland med Trusel til Indbyggerne, at hvis de ikke jagede denne Ugavnsflok fra sine Bygder, vilde han hjemsøge dem med en Brand, der ikke skulde give den forrige noget efter. Vermelændingerne havde faaet nok af den første Brand, og vilde ikke udsætte sig for nogen ny. De sloge sig sammen, gik løs paa Magnus, fik ham fat og hængte ham tilligemed nogle andre. Hermed ophørte Ribbungernes Flok og Navn, og det i ti Aar af uafladelige Borgerkrige hjemsøgte søndenfjeldske Norge havde endelig faaet Ro[2]. Junker Knut, hvilken Kongen stedse behandlede med største Venlighed og Opmerksomhed[3], gjorde sin tidligere Ferd, hvortil han vel for en stor Deel var forført af sin rænkefulde Moder, god igjen ved at vise Kongen ubrødelig Troskab, saa længe han levede.
Da der nu ikke længer var nogen aabenbar Kronprætendent eller Modkonge, mod hvilken Haakon havde at kæmpe, – og han saaledes bogstaveligen kunde siges at være Landets Enevoldskonge, var det ham ogsaa magtpaaliggende, at erhverve den højere Bekræftelse og guddommelige Sanktion paa sin legitime Berettigelse til Tronen, som Kroningen ansaaes at meddele. Han tilskrev desangaaende Pave Gregorius den 9de, der faa Maaneder forud havde fulgt Honorius den 3dje som Kirkens Overhoved[4]. Thi da han som udenfor lovligt Egteskab efter den kanoniske Regel strengt taget ej kunde modtage nogen Indvielse[5], maatte han,
- ↑ Se nedenfor, jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 183.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 155, 156.
- ↑ Hin forærede ham saaledes strax efter paa Henrejsen til Bergen tvende Langskibe med fuldt Tilbehør.
- ↑ Honorius døde den 18de Marts 1227, og allerede Dagen efter valgtes til hans Eftermand den gamle, men raske, rørige og lærde Ugolino, Kardinal-Biskop af Ostia, der antog Navnet Gregorius den 9de.
- ↑ Dispensationen erholdtes først langt senere, under Innocentius den 4de, og
