fuldstændig, og satte saadant Mod i Bønderne omkring Øyeren, hvor Ribbungerne holdt sig, at de nu paa egen Haand dristede sig til at gjøre idelige Angreb paa dem, og dræbte mange af dem. Da Ribbungerne saaledes saa sig betrængte paa alle Kanter, erkjendte de omsider at deres Spil var ude, og aabnede oprigtige Underhandlinger om Fred. Først sendte de Bud til Birkebeinernes Høvdinger paa Oplandene, og tilkjendegave dem deres Ønske om at indgaa Forlig. Hine optoge Tilbudet vel, og sluttede en foreløbig Vaabenstilstand, til hvis Sikkerhed der gjensidigt stilledes Gisler; siden afsejlede Klemet af Holm med Ribbungernes Gisler fra Oslo for at opsøge Kongen, som nu var paa Tilbagerejsen fra Kongehelle, efter forgjæves at have ventet paa Knut eller Fru Christina. De traf Kongen i Hornboresund, og meldte ham hvorledes Sagerne stode. Denne modtog Gislerne venligt, og da han længer ud paa Dagen lagde ind i Usvikskilen[1], sendte han derfra paany Bud til Knut, og tilsagde alle Ribbungerne Grid, hvis de vilde give sig i hans Vold. Svaret paa dette Tilbud bragte Harald af Lauftun, strax efter at Kongen var kommen tilbage til Oslo. Knut havde sendt ham for at slutte fuldkommen Fred og Forlig med Birkebeinerne. Kongen lod i denne Anledning blæse til Hirdstevne, og talte saaledes for sine Mænd: „De fleste vide, hvilken Ingen og hvilket Bryderi vi have haft for Ribbungernes Skyld, og hvor mangfoldig Skade vi have lidt ved gode Drenges Fald, skjønt hine, hvad der enda er en Trøst, have seet endnu flere falde for vor Haand. Nu bede de os om Fred. Give vi dem den, da bør vi ogsaa, som alle gode Høvdinger pleje, fritage dem fra alt Ansvar for hvad de have forbrudt imod os; ellers bør vi ingen Fred tilstaa dem, men trænge ind paa dem af al Magt, især da deres Styrke nu er aftagen. Jeg er ikke mindre tilbøjelig til det sidste, end til det første, men I skulle dog raade.“ Birkebeinerne erklærede strax, at de heller vilde tilgive Ribbungerne alt det Tab, de ved dem havde lidt paa Gods og Folk, end længer plages med at jage efter dem. Kongen sendte nu Eystein Roessøn, Guthorm Erlendssøn og Frederik Slafse op til Øyeren efter Knut, der med en Mængde af Ribbungernes ypperste Folk strax fulgte dem til Oslo. Her blev der nu sluttet Forlig. Betingelserne for dette angives ikke, men man kan skjønne saa meget, at Knut foruden Straffrihed ogsaa har faaet Tilsagn om betydelige Forleninger, og at de øvrige af Ribbungerne enkeltviis have faaet Fred, ja endog tildeels Ansættelse i Kongens Tjeneste, da vi ikke mange Aar efter finde en af deres Høvdinger, Aamunde af Folevold, som kongelig Sveite- eller Troppehøvding. Og nu tog Kongen hele Oplandene i
- ↑ Sandsynligviis den saakaldte Isvikskile i Tanum Prestegjeld. Hornboresund er, som tidligere meldt, det nu saakaldte Hommerø-Sund, noget sydligere.
