ellers kunde befrygte at Ribbungerne vilde dræbe Knut, hvis de erfarede at han vilde forlade dem. Kongen havde al Grund til at antage dette Tilbud for oprigtigt, thi Knuts Sager stode nu heel daarligt; .forfulgt fra Bygd til Bygd, og omsider jaget ud af Landet, havde han mistet alle sine Skibe og mange af fine bedste Folk, saa at der ikke syntes at være anden Frelse for ham, end enten at forlige sig med Kongen og modtage de gode Tilbud, denne saa ofte havde gjort ham, eller slaa alle Tanker om Magt og Anseelse i Norge af Hovedet. Kongen skrev derfor med Glæde tilbage, at hans Frænde Knut skulde være ham velkommen, og lovede ham baade Lejde og hæderligt Forlig. Derpaa sejlede Kongen afsted. Biskop Orm saavel som mange Lendermænd ledsagede ham, da han ønskede, at de skulde være tilstede ved Forligsmødet. Men ved Ankomsten til Gøta-Elven blev det Kongen meldt, at Ribbungerne endnu laa heelt oppe i Væneren[1]. Han sendte derfor Bud til Fru Christina, for at erfare, om Knut agtede at helde sit Tilsagn. Fru Christina lod svare, at hun selv skulde komme og slutte Fred paa sin Søn Knuts Vegne. I Forventning heraf sad Kongen hele 14 Dage i Kongehelle, men uden at see noget enten til hende eller Knut. Dog kom der Dag for Dag Bud fra hende, som meldte at Knut strax vilde indfinde sig[2]. Saaledes blev Kongen holdt fast med tomme Løfter, medens Knut derimod havde langt andet fore; ad Veje, hvor Skibe aldrig for havde været dragne, lod han Fartøjer slæbe fra Væneren over Eidskogen til Glommen, og derfra op i Vormen[3]. Nær havde hans Nidingsstreg løbet heldigt af, thi han kom heel uforvarende over nogle af Birkebeinerne, der laa med nogle Fartøjer udenfor Eidsvold, og uagtet disse i Hast fik sendt Bud til den endnu ved Eidsvold forsamlede Bondehær, af hvilken de kjekkeste kom dem til Undsætning, fik Ribbungerne dog, især ved deres større Skibe, saaledes Overhaand, at Birkebeinerne efter en hidsig Kamp hvorved mange af dem bleve saarede[4], vare nær ved at tage Flugten. Men da kom Jon Ketling og Erling Rumstav dem til Undsætning paa en Karve, og dette gav Slaget en anden Vending. Mandfaldet blev størst paa Ribbungernes Side, og førend man ventede det, gave de sig paa Flugten. Knut styrtede sig i Vandet og reddede sig med Nød og neppe, mange af Ribbungernes bedste Folk bleve dræbte, og alle deres Skibe faldt i Birkebeinernes Hænder. Sejren var
- ↑ Hid hen havde de vel begivet sig paa sine Skibe ad Vrangselvens Vasdrag.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 154.
- ↑ Sagaskriveren ytrer sin Misbilligelse af denne troløse Ferd saaledes: „Hr Knut brugte da et Kneb, som hans Fader Haakon Jarl aldrig vilde have tilladt sig, og som var forbundet med „megen Svig“.
- ↑ Blandt de saarede vare ogsaa Ivar af Skedjehov, der fik en Skade i Foden, hvoraf han siden stedse haltede.
