sig, hvor sandt det er, hvad I, Herr Erkebiskop, skrev til os ifjor Høst, da I kom til Landet, at I og Chorsbrødrene vare Uvenner; nej, det er nok sandere, hvad Ordsproget siger, al Lige søger Lige, og Nidinger følges ad; det seer man nu paa eder og eders Staldbrødre. Men hvorledes det gaar, saa skal Gud skifte mellem os, og ikke Biskopper“. Erling Ljodhorn, en af Kongens Sysselmænd, og noget i Slægt med Erkebiskoppen, var netop tilstede, da dette forhandledes. Han sagde: „det er ikke saa underligt, om vor Frænde Erkebiskoppen er lidt tilbøjelig til Falskhed, thi det er noget, som følger alle os af Standhale-Ætten, at vi ikke ere saa meget at stole paa[1]“. Vi ville i det følgende see, hvorledes Erling bekræftede disse Ord ved sit eget Exempel.
Men Sigurd Ribbung kom ikke til at nyde Godt af Jarlens og Erkebiskoppens Mægling. Ud paa Vaaren blev han, som det synes, pludselig syg og døde i Oslo. Hans Mænd dulgte i Førstningen hans Død, bragte Liget hemmelig op paa Landet, og udspredte, at han endnu laa syg, men sendte i Hast Harald af Lauftun, Alf Styrssøn og Erling Rumstav øster til Æskil Lagmand og Fru Christina i Vestergøtland, for at anholde om at Junker Knut vilde stille sig i Spidsen for dem, thi da, sagde de, vilde Landet saa godt som uden Sverdslag kunne vindes. Hvad Æskil sagde hertil, anføres ikke, men Fru Christina, siges der, fæstede Lid til hine meget lovende Udsagn, og paa hende synes det at have kommet mest an, skjønt Æskil ved at samtykke i et saadant Skridt erklærede sig i aabenbar Fejde med Norges Konge. Junker Knut fulgte tilbage med Udsendingerne, og medbragte betydelige Skarer af Vestgøter og Markerfolk. Uagtet Sagaen fremstiller dette, som om der først nu var Tale om at sætte Junker Knut i Spidsen for Ribbungerne, og som om Fru Christina først nu havde ladet sig overtale til at sende ham med dem, er det vanskeligt at antage, at der ikke allerede i Forvejen skulde have været truffet nogen Aftale om, at Knut i Tilfælde af Sigurds Død skulde blive dennes Efterfølger, især naar man tager Hensyn til den Hjelp, Ribbungerne stedse havde nydt fra gotisk Side. Det havde imidlertid ikke lykkets Ribbungernes Høvdinger aldeles at faa dulgt deres Herres Død; eller de vare maaskee ikke alle enige om at dølge den. En af dem sendte strax et Iilbud til Bergen, for at overbringe Kong Haakon den vigtige Efterretning, og bede ham vogte sig for at lade Junker Knut komme sig i Forkjøbet. Kong Haakon havde udbudt stor Leding,
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 143. Om Standhale-Ætten, se ovenfor S. 5, jvfr. 667.
