og var i fuld Forberedelse til det nye Krigstog, da han en Søndag, just som.han efter Sædvane tog sig et Ridt fra Byen op til Aalreksstad, saa en Mand komme løbende af alle Kræfter ned ad Fjeldet, og til sin Forundring i ham gjenkjendte en af Ribbungerne; det bar hiint Iilbud, som overrakte Kongen et Runekjevle[1], af saadant Indhold som oven antydet. Kongen, der endnu ikke ganske var færdig med sine Udrustninger, kunde for det første intet andet gjøre, end øjeblikkelig at tilskrive sin Frænde, Junker Knut, og tilbyde ham gode Vilkaar, som før. Men det var for silde. Knut var alle-rede kommen til Raumarike, og havde ladet sig tage til Konge, sandsynligviis paa Eidsvold; han kunde nu, om han end ønskede det, ikke længer træde tilbage, og der samlede sig en Mængde Folk til ham fra hiin Ribbungernes egentlige Arne og Hjemstavn. Lendermændene og Birkebeinerne i Viken, som ved Efterretningen om Sigurds Død havde smigret sig med det Haab, at det nu var forbi med Ribbunge-Ufreden, bleve heel ubehageligt overraskede ved at høre, at Knut var traadt i hans Sted, og de skyndte sig at samle Tropper, hver i sin Syssel. Men det var her et Held for Kong Haakons Sag, hvad man ved første Øjekast kunde betragte som en Fordeel for Knut, nemlig at han medbragte gotiske Hjelpetropper. Forestillingen om at underkaste sig en udenlandsk Hær var de fleste af Vikens Bønder saa utaalelig, at de bleve Knuts erklærede Modstandere, og gjorde de kraftigste Foranstaltninger til at holde ham borte. Vel kunde de ikke hindre ham fra at trænge frem til Oslo, og lade sig hylde der som Konge. Men de kongelige Sysselmænd i Oslo-Syssel, Guthorm Erlendssøn og Klemet af Holm, samlede alle Birkebeiner, der fandtes i Nærheden, til sig i Lider, og Bønderne paa de Kanter stevnede Thing, og opnævnte formelig et vist Antal Mænd fra hver Bygd til at fare med dem ind til Oslo, for at jage Ribbungerne bort. De brave Anførere for disse Bønder fortjene at nævnes: de vare Steinrød Prest[2], Thorbjørn Slode, og Erik Ignabakke; denne sidste bar Bøndernes Merke. Da Ribbungerne hørte at en forenet Hær af Birkebeiner og Bønder rykkede imod dem, droge de dem imøde, for at komme dem i Forkjøbet, men traf dem alle-
- ↑ Det sees altsaa heraf at Runekjevler eller smale Bretter med indristede Runer endnu i denne Tid brugtes som Breve mellem Personer, der ikke havde lært at skrive den almindelige Bogskrift.
- ↑ Han har sandsynligviis været Prest paa Lider; fremdeles endnu et Exempel paa at Bagler endnu stundom gik i Strid. Erik Ignabakke, som siden efter nævnes, synes at have faaet sit Navn efter Gaarden Ignabakke, nu Enebak, hvor Enebaks Hovedkirke staar. Men dette antyder dog neppe at der ogsaa vare Folk med fra Egnene østenfor Fjorden. De fleste Bønder i Hæren have vel været fra Vestfold.
