Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/734

716

Haakon Haakonssøn.

skoppen truede endog med Bans Straf for hver den, der gjorde nogen Ufred førend Sammenkomst og Forligsprøve havde været holdt. Naar man betænker, at den Afstaaelse af en vis Deel af Riget, som Sigurd her fordrede, øjensynligt alene vilde gaa ud over, og formindske Kongens allerede alt for ringe Deel, medens det neppe var Meningen, at Jarlen skulde afgive noget af sin Part, hvad der og formedelst Beliggenheden vanskeligt lod sig gjøre, saa indseer man snart, at Erkebiskoppens og Jarlens Villighed til at understøtte et saadant Forlangende utvetydigt røbede et hadefuldt Sind mod Kongen, og at den tidligere Misforstaaelse mellem dem nu havde forvandlet sig til en lidet opbyggelig Enighed i at virke til Skade for Kongen, saa meget det stod i deres Magt. I den Tanke, at Kongen endnu opholdt sig i Viken, sendte de deres Breve derhen. Kongen havde imidlertid modtaget sine bortflygtede Lendermænd med større Venlighed, end de synes at have fortjent, og drev det til at skaffe dem 8 vel udrustede Skibe, med hvilke de atter droge østover. Udenfor Agder mødte de Sendebudene fra Jarlen og Erkebiskoppen, der ved at erfare at Kongen ikke længer var i Viken, havde fortsat deres Rejse til Søs, for at opsøge ham i Bergen. Det var en Chorsbroder fra Nidaros, og nogle af Jarlens Mænd, til hvilke en Chorsbroder fra Oslo havde sluttet sig. De lode sig det naturligviis være magtpaaliggende at underrette Lendermændene om Brevenes Indhold, og derved tilføjede de Kongens Sag ikke ringe Skade. Thi uagtet der ved disses Ankomst til Jarlsø (Jersø) blæste en strygende Bør ind ad Fjorden, og man erfarede, at der var den aller bedste Udsigt til at overfalde Ribbungerne i Oslo, og vinde den herligste Sejr over dem, vovede Lendermændene dog ikke at benytte Lejligheden, af Frygt for hiin Trusel om Ban, og det hjalp ikke alt hvad Troppernes Høvdinger forestillede dem, ja at disse endog tilbøde sig at drage imod dem alene; de maatte blive liggende i Uvirksomhed, medens Sigurd forblev uforstyrret i Oslo. Sendebudene vare imidlertid dragne videre, og havde overbragt Kongen Brevene. Denne blev, som man kunde vente, højlig forbitret over Indholdet. Han udbrød strax „i dette Landeskifte samtykker jeg just ikke saa snart“. Siden sendte han et Brev til Jarlen og Erkebiskoppen, og stevnede dem til at møde ham i Bergen næste Sommer. Dette Brev kan i Ordets egentlige Forstand siges at være skrevet med Neb og Kløer, og vidner noksom om den oprørte Stemning, hvori han befandt sig. Dets vigtigste Indhold, som Sagaen har opbevaret, lyder saaledes: „I have skrevet til os, og truet os strengt, dersom vi ej vilde slutte Forlig med Ribbungerne, og afstaa til Sigurd en Deel af vor Fædrenearv. I Sandhed et haardt Vilkaar, at afstaa Land til en Mand, der ej engang ved sin Byrd har Ret til Norge. Nu viser det