saa gode Fredsvilkaar som muligt: en Ferd, der, saaledes som den her efter Sagaen er fremstillet, ikke undlader at forekomme mistænkelig, og fremdeles at vække den Forestilling, at Jarlen spillede under Dække med Kongens Fiender, vel ikke fordi han ligefrem ønskede sin Svigersøns Undergang, men fordi han nødig vilde at han skulde blive mægtigere end han selv, og derfor heller ikke med nogen Iver eller Oprigtighed vilde bidrage til at svække eller tilintetgjøre et Parti, der enten kunde holde Haakon Ligevegten eller i det mindste binde hans Hænder. Thi saa længe Haakon havde fuldt op at bestille med Ribbungerne i det Søndenfjeldske, medens det Nordenfjeldske var roligt, var Skule øjensynligt ovenpaa, og havde Norges Skjebne faa godt som i sin Haand.
Kong Haakon biede paa Eidsvold, indtil den bestemte Tid var omme; derpaa drog han bort med hele sin Hær, i den Hensigt at vende tilbage til Oslo og atter gaa ombord paa sine Skibe. Men da han kom længer ud paa Raumarike, fik han høre at Ribbungerne havde begivet sig til Thoten, og vare ifærd med at drage sine Skibe derfra over Land fra Mjøsen til Randsfjorden, (ad den samme Vej, Kjølvejen, ad hvilken Sverre i 1177 havde ladet draget sine Skibe fra Randsfjorden til Mjøsen), for derfra siden at skaffe dem ned til Tyrifjorden. Ved Efterretningen herom drejede Kongen strax af op til Hakedal og derfra til Hadeland; men kun med 1800 Mand, en forholdsviis ringe Deel af Hæren[1], thi den større Deel var dragen i Forvejen, og fortsatte Toget til Oslo, uden at vide det mindste om, at Kongen havde drejet af; enkelte havde endog ikke ret Mod til at følge ham. Kongen tilbragte den første Nat i Hakedal, og tog den næste Dag sit Middagsmaaltid paa Gullen, en halv Miils Vej østenfor Jevnaker Kirke. Her blev det ham meldt at nogle Hobe Ribbunger just nu vare beskjeftigede med at drage deres Fartøjer ud efter Bygden. Strax sendte han Ivar Nev i Forvejen med en Deel Folk for at forstyrre dem i dette Arbejde, og fulgte selv siden efter med de øvrige. Men nede i Brandebu kom nogle ham imøde med den bedrøvelige Efterretning, at Ivar, i Stedet for at jage Ribbungerne bort, selv var bleven jaget bort af Ribbungerne oppe paa Kjølvejen, og havde mistet flere Folk. Det var kun alt for sandt. Strax efter kom Ivar selv, ledsaget af nogle faa Folk, og forklarede sit Uheld saaledes, at han, efter at have redet østover Skoven en Tidlang, med eet stødte paa Ribbungernes Hær, førend han endnu ventede det, og at hans Folk der for kuns rede uordentlig hist og her, medens Ribbungerne dannede en eneste samlet Flok, hvis Antal man ikke godt kunde bedømme; ved Sammenstødet i den tykke Skov fik saaledes hans Folk neppe engang Vaabnene frem,
- ↑ Antallet angives i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 147.
