men bleve strax jagne paa Flugten, og frelste sig, som de bedst kunde, ind i Skoven: han selv fik dog vendt sin Hest og undkom med Nød og neppe. Kongen lod nu sine Folk gjøre Holdt oppe paa en Højde, for at oppebie Flygtningerne. Ved denne Lejlighed lod han tælle sin Styrke, og det viste sig da, at af alle 1800 havde han kun 360 tilbage. Efterhaanden kom Flygtningerne tilbage, ja endog flere, som man troede faldne; en Hirdmand, ved Navn Thorbjørn Grom, og flere i hans Følge, vare i en ynkelig Forfatning, nogle saarede, alle halvnøgne, da Ribbungerne havde taget Klæderne af dem. I Lysningen sendte Kongen omtrent 180 Mand afsted til Hest for at lede efter Ribbungerne. De kom tilbage ved Middagstid, og sagde at Sigurd havde begivet sig tilbage med hele sin Hær, og paany agtede at tage sit Sæde paa Øen[1]. Da Kongen indsaa, at det ej kunde nytte at ville forfølge ham op til Mjøsen, saasom han ej havde Fartøjer, vendte han om igjen, tilbragte Resten af Dagen hos Provst Baard paa Gran, og drog siden ned til Oslo.
Da Kongen kom til Oslo, erfarede han, at Biskop Nikolas laa meget syg. Ogsaa paa dette sidste Tog havde Kongen faaet fat paa Breve fra ham af mistænkeligt Indhold. Biskoppen, der nu maa have været en temmelig gammel Mand[2] og selv merket, at han ikke vilde komme til at rejse sig igjen fra dette Sygeleje, følte vel nu, hvorvel noget sildigt, og paa Gravens Rand, nogen Anger over den Tro-
- ↑ I Sagaen staar der (vel at merke i den ved Udgaven fulgte Text) at Sigurd havde taget Vejen „ud paa Hadeland“, hvorhos Skaalholtsbogen tilføjer at han agtede sig op til „Øen med Skibe og Folk.“ Da der her ikke kan være Tale om andet end Mjøsen, ligesom vi ogsaa senere gjenfinde Ribbungerne paa Oplandene, navnlig paa Hedemarken, maa Læsemaaden „ud paa Hadeland“ her vist være en Uagtsomhedsfejl i Stedet for „op fra Hadeland“ eller „op til Hedemarken,“ foranlediget ved at der strax nedenfor siges om Kongen, at han drog „op paa Hadeland.“
- ↑ Da Nikolas’s Moder, Dronning Ingerid, havde i det mindste haft tre Sønner med sin første Mand, den i Slaget ved Fodevig 1134 faldne Henrik Skatelær, og allerede før 1130 (se ovenfor II. S. 723) havde viist ham Utroskab og løbet bort med en anden Mand, hvoraf man kan slutte, at hun da i det mindste var fuldvoxen, kan hun ikke være fød senere end 1114, medens hun paa den anden Side, som det ovenfor (II. S. 599) er viist, heller ikke godt kan være fød før 1105. Sætte vi altsaa hendes Fødselsaar til omkring 1110, kan hun ikke vel have født Nikolas til Verden efter 1158, men det maa snarere være skeet før, da man vanskelig kan antage, at han ved sin Ophøielse paa Biskopsstolen ikke var mere end 32 Aar gammel, om man end med Hensyn til hans høje Byrd ikke regnede det saa nøje med ham. Antage vi altsaa, hvad der er rimeligst, at han var fød omkring 1150, bliver han ved sin Død omtrent 75 Aar gammel.
