jafylke til Oplandene, og boede paa Hov (maaskee det nuværende Houg i Nærheden af Hofvin Kirke). Morgenen efter fortsattes Toget op til Eidsvold, og de i Forvejen sendte Udridere mødte dem med den Efterretning, at Ribbungerne allerede vare ankomne og laa nede ved Elven. Kongen gjorde derfor Holdt ved en Bro – det kan ikke have været nogen anden end Broen over Andelven ved Verket – og holdt en Tale til sine Folk, hvori han bebudede at Ribbungerne nok agtede at holde Slag med ham den Dag. Birkebeinerne ytrede kun det eenstemmige Ønske, at Sammenstødet maatte skee saa snart som muligt, og man ilede af alle Kræfter at tilbagelægge den sidste halve Miil. Da Birkebeinerne kom til Eidsvolds Kirke, gave de Hestene af Sporerne og satte i fuld Fart ned ad Bakken til Elven, i den Tanke at de der vilde finde Ribbungerne. Men ingen Ribbunger vare at see. Spejderne havde taget Fejl. Fienden havde ikke fundet for godt at indfinde sig til Mødet. Kongen vendte derfor tilbage op til Gaarden, hvor han selv tog Kvarteer hos Presten, og fordeelte sine Folk paa de nærmeste Gaarde, medens han sendte nogle Kundskabsmænd op ad Mjøsen med Bønder, for at melde Jarlen at Kongen var kommen, og bede ham at sende Skibe saa hurtigt som muligt. Men strax efter kom der Sendebud fra Jarlen[1], som havde to Udsendinger fra Ribbungerne, Erling Rumstav og Alf Styrssøn, i Følge med sig, og udbade Lejde for dem, da de havde noget at foredrage for Kongen. Kongen sagde at han ikke havde noget utalt med Ribbungerne, men Jarlens Sendebud sagde hertil at det Hele kun var udtænkt af Jarlen for at vinde nogen Tid, da man endnu behøvede 4 Dage til at faa Skibene paa Vandet. Ved at høre dette bevilgede Kongen det forlangte Lejde, og lod Ribbungernes Udsendinger komme for sig. De fremførte nu deres Erende, idet de hilste fra Sigurd Ribbung og sagde at han ved dem lod tilbyde Forlig, imod at faa en Deel af Landet. Kongen svarede: „det kostede min Farfader Kong Sverre mere end det hidtil har kostet mig, og langt større Møjsommeligheder døjede han, end jeg endnu har døjet, førend han fik vundet Norge fra sine Uvenner, ikke at tale om de mange, der søgte at faa ham styrtet, efterat han havde erhvervet Magten; men han samtykkede dog ikke i andet Skifte end hvad Gud efter sin Naade bestemte. Nu kunne I og hilse eders Høvding Sigurd, at mellem ham og mig bliver der intet andet Landeskifte end det, Gud vil. Vi vide desuden slet ikke, om Sigurd er Erling Steinveggs Søn, og saa meget vide vi i det mindste, at Erling
- ↑ Som dette Sendebud fra Jarlen nævner Skaalholtbogen en Nikolas Kart, Flatøbogen Sigurd Tart. Er det første Navn rigtigt, kunde man næsten fristes til at antage at han var den samme som Nikolas, Paal Vaagaskalms Søn, der brugtes til den anden Sendelse.