den, medens den var undervejs til Oslo, og havde foruden Brevet den mundtlige Hilsen fra Jarlen, at Kongen endelig maatte skynde sig at møde ham, og at Jarlen imidlertid skulde sørge for Skibe, men at det dog var godt, om Kongen ogsaa medbragte en Deel Skibssøm, som man kunde have at tage til, om det behøvedes. Da Kongen kom til Oslo, og talte med Biskop Nikolas, ytrede denne, at han gjerne vilde faa mæglet Fred mellem Ribbungerne og Birkebeinerne. Men man fandt ogsaa, fortælles der, Breve, der forekom Kongen at vidne om, at Biskoppen ikke havde holdt det Troskabs-løfte, han havde givet ham. Disse Breve kunne neppe have været fra andre end Sigurd Ribbung selv eller nogle af dennes ivrigste Tilhængere, med hvilke Biskoppen, som vi have seet, ganske vist stod i Forbindelse, og om denne Forbindelse have vel Brevene indeholdt tydelige Vink. Skade, at der ikke berettes noget nærmere om.deres Indhold, og at man heller ikke faar at vide, hvorledes de faldt i Kongens Hænder. At Biskoppen var betydeligt kompromitteret derved, sees noksom deraf, at han ikke engang søgte at besmykke sig, men maatte bekvemme sig til at bede Kongen om Tilgivelse. Under disse Omstændigheder kunde der ej være Tale om at modtage nogen Mægling af ham, og Kongen skred ufortøvet til Eidsvolds-Rejsen. Han tog alle Lendermændene og alt det letteste Mandskab med, men efterlod Hallvard bratte og nogle andre Troppehøvdinger med deres Mandskab for at passe paa Skibene, der til yderligere Sikkerhed bleve lagte heelt ud til Elgjarnes[1]. Paa Kongeskibet befandt sig Dronningen og Inga Kongsmoder, som heller ikke vovede at blive tilbage i Byen. Saa meget frygtede man Ribbungerne. Kongen tilbragte, ligesom forrige Gang paa Toget til Vermeland, den første Nat hos Gunnar paa Berg, og den anden hos Lagmanden Aamunde Remba, der altsaa nu sees at være forflyttet fra Ryg-
- ↑ Nu „Ildjernet“, en Udtale, der aabenbart hidrører fra en af de falske Etymologiseringer, der have været saa hyppige i de senere Aarhundreder.
sterhistorie S. 97, da man endnu ikke kan have haft Franciskanere, der senere kaldtes Graamunke. Den Omstændighed, at samme Munk siges at være afsendt samtidigt med Jarlens Rejse fra Throndhjem, („Tunsberg“ i Sagaens Text er en Fejl) og have truffet Kongen paa Vejen til Oslo, afgiver et godt Vink til at bestemme Tiden for Jarlens Afrejse. Vi ville nemlig i det følgende see, at Kongen kom til Eidsvold i det højeste kun 14 Dage før Allehelgensdag, altsaa omkring 17de Oktober, og at han var tre Dage paa Rejsen fra Oslo; Opholdet i Oslo varede neppe mere end et Par Dage, saa at man kan antage at Munken traf ham omtrent den 14de Oktober; mere end 14 Dage kan han, der skulde rejse som et Slags sturen, neppe have været undervejs fra Throndhjem; altsaa maa Rejsen henføres til de første Dage i Oktober.
