egen Anførsel var ankommen til Hadeland. Med denne Besked vendte han tilbage til Sigurd og tilføjede, at Kongen neppe kunde være langt borte, siden Spejderne havde været saa dristige. Sigurd led strax sammenkalde sit rundt om i Bygden fordeelte Mandskab og tog Plads med dem paa en Høj, hvor de just ikke havde det behageligt. Derpaa sendte han endnu en Trop Spejdere afsted, bestaaende af fem af de i Egnen mest kjendte Folk. Denne Trop stødte i Dagbrækningen paa Agmund og hans Kammerater ved Jevnaker Kirke, hvor der nu blev en hidsig Kamp, som endte med, at alle Ribbungernes Spejdere faldt, og at af Agmunds Trop kun han selv og en Mand bleve tilovers. Disse mødte Kongen, der tidlig i Otten var brudt op fra Greftegrev, og strax spurgte, om de havde seet tinget til Ribbungerne. „Ja,“ var Agmunds Svar, „vi have seet deres Spejdere ved Kirkegaarden, og I vil selv finde dem, naar I kun skynde eder derhen.“ Vejen laa lige forbi Kirkegaarden, hvor de faldne Ribbunger laa, og Agmund pegede paa dem med disse Ord: „see her ligge Ribbungernes Spejdere og vente paa eder“. Kongen sagde, at han havde gjort sine Sager godt. Birkebeinerne glædede sig til, at det dog endelig skulde komme til ordentlig Kamp med Ribbungerne, og skyndte sig afsted, alt hvad de kunde. Men deres Haab skuffedes ogsaa denne Gang, thi da de kom til Sotrang, vare Ribbungerne borte. Sandsynligviis havde Sigurd merket Uraad, da hans Spejdere udebleve, og endnu samme Nat havde han med hele sin Styrke taget Vejen tilbage til Tyrifjorden. Birkebeinerne ilede efter dem i største Hast, følgende den samme Vej, som de havde taget, og som var saa smal, at kun to Mand kunde ride jevnsides; udenfor var Sneen saa dyb, at man sank ned til midt paa Livet. Paa denne Maade forfulgte de Ribbungerne over Tyrifjords-Isen hen til Søens vestlige Bred[1]. Paa Isen fandt de Klæder og Vaaben, som de bagerste af Ribbungerne havde kastet fra sig, for at komme hurtigere afsted. Da Ribbungerne vare godt kjendte i disse Egne, styrede de hen til de Dalfører, hvor de vidste, at Vejene vare trangest og mest ufremkommelige. Her gik de først op paa et højt Bjerg, hvorfra de kunde see Birkebeinerne paa Isen og raadsloge, øm de skulde tage Vejen til Thelemarken, (gjennem Modheim og Eker), eller til Haddingdal (gjennem Snareim og Krødsherred), eller til Valdres (sandsynligviis ad Soknedalen eller Aadalen). De bestemte sig for det sidste, da de der vilde have Valget, om de vilde gaa til Søkysten i Sogn, eller østover til Gudbrandsdalen og
- ↑ Det Sted, hvor først Ribbungerne og siden Kongen gik i Land, har sandsynligviis været ved Skjerdalen eller længer sydlig ved Stigsrud, hvorfra de have stevnet op i Holleja, i hvilken de netop havde det i sit Valg, at tage hvilkensomhelst af de tre Veje, de fandt for godt.
