Østerdalen. Da Kong Haakon var kommen til Land med sine Folk, lød han gjøre Holdt, og da det befandtes, at hans Styrke ikke beløb sig til mere end 240 Mand, Svende fraregnede, raadslog han med sine Mænd, om man skulde vedblive at forfølge Fienden. De fleste fraraadede det, da Hestene vare alt for trætte dertil; det havde vel heller ikke nyttet stort. Han besluttede derfor at drage til Tunsberg, og fortsatte Toget gjennem Modheim. Imidlertid samlede de øvrige Tropper sig til ham, og Oplændingerne bade ham drage til Hedemarken for at stille sig i Spidsen for den derværende Styrke, siden Heinerne havde forsvaret sig saa godt, at Ribbungerne aldrig havde kunnet gjøre nogen Fremgang der. Nogle derimod meente, at han maatte drage ud i Viken før at skaffe sig Skibe, og de, der havde fulgt ham fra det Nordenfjeldske, holdt især paa, at han kun skulde blive ved, som han før havde foresat sig, at drage til Tunsberg før at see til at faa de Skibe istandsatte, som Ribbungerne havde søgt at opbrænde, og derefter vende tilbage til Bergen forat samle nye Tropper. Om han maaskee for et Øjeblik har været uvis om, hvad der var det bedste af disse Forslag, bestemtes han dog snart ved Efterretningen øm, at der laa Breve til ham i Tunsberg fra Skule Jarl. Han begav sig altsaa derhen, hvor han ankom omtrent sidst i Februar, efter at han i ikke stort over en Maaned, og det i Hjertet af Vintren, havde været i uafladelig Virksomhed, og med en Utrættelighed, der minder om hans Farfaders, gjennemfaret en stor Deel af Viken, Vermeland og Oplandene paa Kryds og Tvers. Brevet fra Slette Jarl indeholdt Bebrejdelser, fordi Kongen ikke havde holdt sig Aftalen om den bestemte Bryllupstid efterrettelig. Jarlen vilde endnu, hed det, vente paa Kongen til Paaske (30te Marts); kom han ikke da, vilde han betragte det, som om Kongen havde brudt sine paa Tro og Love indgangne Forpligtelser til ham, og derfor ansee sig løst fra alle sine Forpligtelser til Kongen. Alle Kongens Mænd raadede ham derfor til at gjøre, hvad der stod i hans Magt forat opfylde Forpligtelsen. Men det var ikke godt at komme afsted saa tidligt, som Jarlen skrev, thi Isen laa sterkere og længere i Viken end Folk nogensinde kunde huske. Endog fra de højeste Fjelde kunde man ikke øjne aabent Vand; en Mængde Skibe, baade udenlandske og indenlandske, laa indfrosne saa langt ude, at Folkene behøvede et heelt Døgn eller ikke langt derfra før at komme i Land og forsikrede endda, at de ikke øjnede nogen Aabning udenfor. Mange Skibe bleve ogsaa borte om Vaaren, saa at man ej hørte mere til dem. Da Kongen ved henved Midten af Marts Maaned sendte Gaute Prest til Vettahered søndenfor Svinesund for at modtage Ledingen og skaffe en Deel Heste, tog denne Vejen fra Tunsberg sige over Isen, og kom efter faa Dages Forløb tilbage med ikke færre end Sne] Heste, og overalt laa Isen fremdeles lige sterk over
