men at man ikke vidste, hvor de siden havde vendt sig hen. Kongen lod da tilsige alle sine Høvdinger, at de næste Morgen i Otten skulde være færdige til Opbrud. Saaledes kom han den Morgen temmelig tidlig til Opdalen og tog, som det synes, først Vejen nordefter[1]; men da han siden fik vide, at Ribbungerne endnu ikke vare komne op fra Ringerike, vendte han om og stevnede ud efter Bygden til Greftegrev, Miil nordøstenfor Jevnaker Kirke, hvor han ankom om Aftenen og besluttede at overnatte, i det han som sædvanligt fordeelte Mandskabet paa de nærmeste Gaarde. Derhos sendte han Agmund Olmodssøn med 11 Mand, alle paa gode Heste, ud for at spejde. Allerede, da man skulde gaa til Aftensbordet, raabte en paa Taget opstillet Skildvagt ned gjennem Ljoren, at Spejderne kom ridende ind paa Gaarden i fuld Fart, saa at der vist maatte være Ufred paa Færde. Der blev nu megen Larm, alle greb til Vaaben og styrtede ud, men i Forvirringen kom de, der først løb ud, til at smelde Døren i Laas, saa at det varede længe, inden de øvrige kunde faa den op og komme efter. Da endelig allesammen vare komne ud, bød Kongen dem at skynde sig op paa en Højde og træde sig en aaben Plads i den dybe Snee for i Nødsfald at kunne forsvare sig her, indtil Mandskabet fra de øvrige Gaarde kom til. Agmund sagde, at han havde mødt Ribbungerne, idet de kom farende udenfra, men at han ikke vidste, hvor mandsterke de vare. Kongen skjendte alvorligt paa ham og hans Ledsagere, fordi de ej havde gjort sine Sager bedre, men havde taget Flugten, førend det behøvedes, saa at de ej kunde bringe nogen ordentlig Besked; dog sendte han Agmund ud paa ny med andre og flere Folk, og Agmund, der maaskee selv havde budt sig hertil, for at aftvætte sin Skam, sagde, idet han red afsted: „Gud lade mig saasandt ikke komme tilbage, førend enten jeg bar lært en eller anden af Ribbungerne tilkjende, eller de mig“. Dette hans Ønske gik snart i Opfyldelse. De Ribbunger, han tidligere havde mødt, var kun en af Sigurd udsendt Spejdertrop, der vendte tilbage med den Efterretning, at de havde seet væbnede Mænd, men kunde heller ikke opgive noget Antal: indtil da havde Ribbungerne hørt ligesaa lidet til Birkebeinerne, som disse til hine. Sigurd, der havde taget sit Kvarteer paa Gaarden Sotrang[2], sendte derpaa Erling Rumstav afsted selv 6te; han reed længer op i Bygden og fik nu med Vished at vide, at en talrig Hær af Birkebeiner under Kongens
- ↑ Der staar nemlig, at Kongen „vendte tilbage ud efter Dalen“ og kom til Greftegrev, skjønt det strax forud heder, at han var kommen til Undal. Det ligger nærmest at antage, at han var draget nordefter for at forene sig med Gunnbjørns Folk.
- ↑ Sotrang kaldes nu Sætrang, og ligger et lidet Stykke søndenfor Haugs Kirke.
