trængte Haakon ikke frem, men begav sig for det første til den før omtalte Strandsbygd, der ligeledes var bleven skaanet[1], og derfra tiltraadte han Morgenen efter Tilbagetoget til Norge, men ad en anden Vej, end den, ad hvilken han var kommen; han gik nemlig ikke tilbage til Eidskogen og Soløer, men i en Retning mere lige mod“Vest til Marker, for her at møde Høvdingerne fra søndre Viken. Hvad der saa snart bevægede ham til dette Tilbagetog, var maaskee deels Forsigtighed, idet han ansaa det for farligt at trænge for dybt ind i Fiendeland, deels ogsaa kun den Omstændighed, at han nu var kommen udenfor det Strøg, hvor Ribbungerne plejede at strejfe om, og saaledes intet mere her havde at gjøre. Men sandsynligt er det og, at han tog hans Raadgivere have fundet det betænkeligt, at man hverken havde seet noget til Ribbungerne eller til Arnbjørn Jonssøn, der skulde have mødt ham paa Eidskogen, thi deraf maatte man slutte, at denne maaskee havde med hele deres Magt at bestille, og at han i alle Fald neppe var sterk nok til at hindre dem fra at gjøre farlige Bevægelser i Kongens Ryg. Paa dette Tilbagetog blev der fremdeles herjet, da ingen kom for at bede om Naade. Toget gik fra Strand over Saurvik, hvor Kongen overnattede[2], til Holmedalene, først den øvre eller østre[3], siden den nedre eller vestre. I den trangeste Klev og Skovpasserne, der førte til østre Holmedal, maatte Nordmændene udholde en Fegtning med Indbyggerne, der havde samlet sig for at sperre dem Vejen, og ikke lode sig fordrive, førend Nordmændene sprang af Hestene og stormede lige ind i Skoven til dem. Dette kom dem dyrt at staa, thi deres Bygd blev til Straf behandlet med den yderste Haardhed, og brændt saa fuldstændigt, at der ej engang stod et Kot tilbage. Men den var ogsaa fremfor de andre opfyldte med Ribbunger, eller Tilhængere af Ribbungerne, saa
- ↑ Der staar i Sagaen, „at han om Natten var hos Bonden mils, hvor der var ubrændt“; men tidligere heder det, at den Bonde, der stod i Spidsen for hine sex fra Strandsbygden, der bade Kongen om Naade, hed Geir. Her skulde man formode, at Geir og Gils er den samme Mand, og at Navnet paa et af Stederne er fejlskreven, sandsynligviis det første, da Sine, Gisl, er et Navn, man snarere skulde vente at finde i Vermeland, end Geir. Paa dette Sted, hvor denne Mand boede, tilføjer Sagaen, laa efter Vermelændingernes Udsagn en hellig Mand ved Ravn Thorgeir begraven.
- ↑ Dette „Saurvik ved Kjølen“ antager Munthe Muus Snorre III. S. 452) for nuværende Sulvik i Kjøla Sogn, Jøsse Herred, omtrent ½ Miil nord vestenfor Strand.
- ↑ Den øvre eller østre Holmedal fører nu neppe dette Navn, men kan skjønnes at have indbefattet Jernskogs og Karlanda Sogne, der danne et Dalføre, der korresponderer med, men ej staar i umiddelbar Forbindelse med den vestre eller egentlige Holmedal. Den Vej, Kongen tog fra Saurvik, gik sandsynligviis langs Søen Renken over til Jernskogsboda.
