til dem den Nat. Dagen efter (Thorsdag den 23de) standsede man allerede efter to korte Miles Marsch ved Vinger, da Kongen endnu havde det Haab, at en Deputation fra Vermelændingerne vilde indfinde sig for at tilbyde Forlig og saaledes afværge Krigens Ulykker. Men i dets Sted viiste der lig endnu samme Aften nogle Ribbungeskarer, der anfaldt enkelte af Kongens Troppeafdelinger og dræbte nogle Folk for ham. Da kaldte han strax sine Høvdinger sammen og forkyndte, at han endnu samme Nat vilde bryde op for at gaa over Grændsen. Nogle af dem fraraadede ham, at drage med Krigsmagt ind i en anden Konges Rige, og sagde, at Vermelændingerne allerede havde en stor Hær, men at det vilde see dobbelt farligt tid, om Sviakongen selv forenede sig med dem. Da talte Haakon saaledes: „det er ingen Fremfusenhed, som driver mig, til dette Krigstog. Om baade Ribbunger og Vermelændinger stillede sig imod os, frygter jeg ikke deres Modstand, thi vi søge blot at forsvare vort Gods og vor Frihed, og kommer end Sviakongen selv, saa hænder kun eet af to: enten kommer det strax til Forlig mellem os, eller vort Sammenstød faar det Udfald, Gud bestemmer. Men det er vist, at vi ville hevne den Skade, der er tilføjet os fra Sverige uden nogen Skyld paa vor Side.“ Herimod lod der sig intet indvende, og man aftalte nu den Orden, hvori Fremrykningen skulde foregaa. Ridende Spejdere, hver med en Hjelpehest, skulde fare et passende Stykke i Forvejen. Det-næst skulde Hæren følge saaledes, at Fodtropperne, der alle tilhobe befordredes paa Slæder, ikke dannede en eneste Afdeling for sig, og Rytteriet en for sig, men at den hele Styrke fordeeltes i tre Hovedkorps, hver med en sterk Trop Ryttere foran og Fodfolk eller Slædemænd bagefter, paa det at disse i Tilfælde af et pludseligt Overfald kunde beskjeftige Fienden, medens Slædemændene tog sine Vaaben og stillede sig i Orden. Dog skulde alle tre Korps følge umiddelbart efter det andet uden Mellemrum, og hvis et af det blev angrebet, skulde de andre komme det til Hjelp. Kongen selv forbeholdt sig at drage i Spidsen med sit Merke og en udsøgt Ryttertrop af 80 eller 100 Mand, alle Skutilsvende eller Hirdmænd, vel bevæbnede, og hver af dem ledsaget af en Svend til Fods. Efter dem kom det oplandske Mandskab, 240 Mand til Hest, og 720 til Fods. Dernæst skulde Mandskabet fra Søbygderne følge, 360 Ryttere under Nikolas, Søn af Paal Vaagaskalm, og Harald Stangarfylja, saavelsom 900 til 1000 Slædemænd. Bagtroppen skulde dannes af 840 Mand, hvoraf vel ogsaa henved en 150 Mand til Hest, under Lodin Paalssøn, Erling Ljodhorn, Harald Vesetessøn, Gunnulf hvite, og Guthorm Erlendssøn. Det sees
30 Mand, og endnu noget nærmere, i ikke længere Afstand, end at man kunde see til Gaarden, stilledes 7 Mand.
