Morgendagens store Fest var kommen en heel Deel Folk til Byen, og der saaledes var større Trængsel og Forvirring end sædvanligt. De tog Vejen over Agrene paa Kalvskindet til Steenbjergene og derfra op paa Gaularaasen, hvor de for det første skjulte sig. Jarlen fik Underretning om Sigurds Flugt, medens der holdtes Messe i Byen. Han sendte strax Folk til alle Kanter, baade til Hest og til Vands for at lede efter ham, men forgjeves. Han lod endog en Islænding, Andres Thorsteinssøn, der havde været meget sammen med Sigurd, gribe og paastod, at han maatte vide, hvor han var; og da Andres ikke vilde eller rimeligviis ikke kunde sige det, lod han ham uden videre hænge, skjønt han var en Brodersøn af Sæmund i Odde og saaledes hørte til en af Islands ypperste Ætter. Han maatte ogsaa høre meget ilde for dette af Biskop Gudmund fra Hole paa Island, som just opholdt sig i Byen, og i hvis Følge Andres havde været. Jarlen lod ligeledes den Klerk – han heed Baard – saggive, der havde laant Sigurd og Erling Chorkaaberne, og udfærdigede et Brev til Kongen, hvori han meldte ham Sigurds Flugt, hvilken, som han sagde, kom ham saameget mere uventet, som han hidtil havde holdt sig meget stille og rolig; men nu frygtede han rigtignok for, at han vilde begynde Ufred paa ny[1]. Uagtet al denne tilsyneladende, endog overdrevne Iver, som Jarlen lagde for Dagen, faar man dog, ved hermed at sammenholde saavel det for omhandlede, som hans senere Opførsel med Hensyn til Sigurd, et sterkt Indtryk af, at Sigurds Flugt ikke var ham uvelkommen, ja at han endog maaskee spillede under Dække med ham, men at Sagaskriveren her, som tidligere, af særegne Grunde med Flid afholder sig fra at nævne Sagen ligefrem, og kun lader Læseren ane den egentlige Sammenhæng.
Da Sigurd Ribbung kom til Østerdalen, fandt han der, som det allerede var aftalt, en stor Deel af sine Tilhængere, der vare komne ham imøde. Deres Antal var saa stort, at han strax kunde rejse sit Banner. Og saaledes var da Ribbungernes Flok paany optraadt. I Spidsen for Flokken drog han for det første, efter Bestemmelsen, til Vermeland. Undervejs samlede endnu flere sig til ham, og ikke færre end tolv af hans forrige Troppehøvdinger, alle sammen med mange Folk. Ligeledes indfandt de raumarikske Bønder eller Høvdinger, Harald af Skotyn, Alf og Gjar-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 102, 103.
