paa Søndmøre nær, og Jarlens, der indbefattede Haalogaland, Thrøndelagen. Raumsdal og begge Mørerne; Forbindelsen imellem dem var temmelig løs, da Kongens Lenshøjhed over Jarlen ikke havde stort at betyde. Denne Deling stod ved Magt i over femten Aar, til lidet Gavn for Riget. Længere ud paa Høsten, da Kongen og Jarlen vare færdige med Forberedelserne til Rejsen og Anordningen af de nye Forhold, droge de hver til sit, Kongen til Viken, Jarlen til Throndhjem. Brylluppet mellem Kongen og Jomfru Margrete var nu bestemt til Vintren efter den, som nu forestod. Med Hensyn til Sigurd Ribbung havde det først været aftalt, at han skulde følge Kongen til Viken, men Jarlen havde ladet saa mange Ord falde for ham om det farlige og vovelige herved, at han betænkte sig, og foretrak at følge med Jarlen til Throndhjem. Kongen satte sig ikke derimod, men paalagde kun Jarlen, da de skiltes ad, at holde ham anstændigt, men derhos see til, at han ikke vakte nye Uroligheder, hvilket da Jarlen naturligviis lovede. Men vi ville snart see, at det er højst uvist, om han agtede at holde dette Løfte, og at han maaskee allerede nu spillede tinder .Dække med Sigurd, og med ham, ja maaskee endog med Biskop Nikolas, havde aftalt Planen til at skaffe Kongen Ulempe og svække hans Magt. Intet kunde dertil være ham belejligere end den nye Anordning af Landsdelingen. Frostathingslagen, der blev ham til Deel, havde ej alene været forskaanet for de mangeaarige Krige, hvoraf Viken havde været hjemsøgt og udpiint, men i Distriktet fandtes der neppe engang Elementer til nogen ny Borgerkrig, med mindre det skulde være til Bedste for ham selv, da han her var omringet af Venner og Frænder, hvorimod der i Viken maatte herske megen Gjæring og findes meget Brændstof, da Ribbunger-Høvdingernes nødtvungne Underkastelse ikke paa een Gang kunde udslette alle de Sympathier, som den østre Deel af Viken og Oplandene unegtelig maa have følt for dem, eller maaskee rettere den Mistillid og Uvilje, man der nærede mod Birkebeinerne. Hertil kom, at alene Biskop Nikolas’s Nærværelse i Viken maatte være en betænkelig Sag. Fortiden Krigens Plager havde ogsaa det Uheld rammet Viken, at Oslo, den vigtigste Stad, i dette Aar var lagt i Aske af en Ildebrand, der endog fortærede Kongsgaarden. Der kan ellers ingen Tvivl være øm, at Haakon og hans forstandige Raadgivere meget godt indsaa de Farer og Vanskeligheder, han gik i Møde ved at tage Viken for sin Deel, men at de paa den anden Side have anseet det betryggende, at Skule ikke havde noget med dette urolige Landskab at bestille, og saaledes hindredes fra selv at stifte noget Oprør der, saavel som at han saa meget som muligt fjernedes fra det farlige Naboskab med Danmark. Man skiltes vistnok paa begge Sider med Uvilje, Mistanke og fordulgte Planer i Hjertet, om end med Venskab og Høflighed paa Læberne. Kongen kom til Tunsberg første Ad-
