ventssøndag, (3die December) og blev hjerteligt modtagen af alle; Biskop Nikolas var ogsaa tilstede, bød Kongen velkommen med største Blidhed, og gav ham mange Foræringer, hvorimod Kongen gav ham intet ringere end den nordre (eller vestre) Deel af Oslo Syssel til Len, og en Attensesse med fuldt Tilbehør. Biskoppen forblev hos Kongen, der agtede at tilbringe Julen og den øvrige Vinter i Tunsberg, indtil 22de December; da afsejlede han for at begive sig tilbage til Oslo, men fik Modvind, saa at han endnu den første Juledag ikke var kommen længer end til Lauvøerne ved Horten. Da Kongen borte dette, sendte han Provst Jofrey og Dagfinn Bonde til ham, for at indbyde ham til sig i Julen; Biskoppen takkede for Indbydelsen og sagde at han skulde benytte sig deraf, hvis han ikke fik god Vind førend Trediedag, men just da fik han Bør, og sejlede ind til Oslo, hvorfra han siden sendte Provst Ivar[1] med mange fagre „Sendinger“ til Kongen. Saa venskabeligt gik det da til mellem Kongen og Biskoppen. Julen hengik i Rolighed; de, som denne Gang ophøjedes til Lendermands-Værdighed, vare de forhenværende Baglerhøvdinger Hallvard Bratte og Simon Kur. Henimod Paaske det følgende Aar (Paaske i 1224 faldt paa den 14de April) begav Kongen sig til Oslo, hvor Kongsgaarden endnu ikke var opbygget efter Branden, saa at han maatte opholde sig i en Privatmands Gaard. Strax efter hans Ankomst indtraf der Mænd, afsendte fra Chorsbrødrene i Nidaros og Jarlen med Breve og Melding om, at Erkebiskop Guthorm var død, og at de allerede havde valgt ham en Eftermand, nemlig Sigurd, Abbed i Tuterø, der just nu var udenlands, skjønt ikke for det Gode, da han, uvist af hvilken Grund, var suspenderet fra sit Embede, og appelleret, som det beder, det vil vel her sige indstevnet for Generalkapitlet i Citeaux. Desto besynderligere var det, at Valget kunde falde paa ham, men det forklares noksom af, hvad der siden anføres om ham, „at han var ingen synderlig Ven af Kongen“. Thi han var saaledes en Mand, som netop faldt i Jarlens og Chorsbrødrenes Smag, og Omstændigheder, vi nu ikke kjende, maaskee kun indbyrdes Skinsyge, have vel hindret dem fra at vælge en af deres egen Midte. Da Guthorm allerede var død den 6te Februar, og Kongen ikke modtog hine Breve førend i Oslo, altsaa henimod Midten af April, er det tydeligt nok, at Jarlen og Brødrene med Flid have søgt at holde Kongen uvidende om det forefaldne, indtil de havde ordnet alt efter Ønske, thi en saa vigtig Begivenhed, som en Erkebiskops Død, burde dog med Rette ved et øjeblikkeligt afsendt Iilbud være bleven meldt Kongen, i Stedet for at han nu først fik den at vide efter to Maaneders Forløb. Og alligevel havde de, man kan næsten sige den Frækhed at anmode Kongen om at give sit Samtykke til
- ↑ Flatøbogen nævner „Gunnar“.
