for Kongen, maa enten Sagaens Udtryk være unøjagtigt, eller de fleste af hine Mænd have faldt fra, da det kom til Stykket. Men over en saadan Tvetungethed var i det mindste Arnbjørn Jonssøn hævet. Svin Prætendenter indfandt sig, foruden Skule Jarl, ogsaa Sigurd Ribbung i hans Følge, saavel som hans Brodersøn Guthorm, hvorhos der kom Befuldmægtigede fra Junker Knut Haakonssøn i Gautland[1].
Der holdtes nu først forberedende Møder mellem Høvdingerne, stundom flere, stundom færre tilsammen; ved denne Lejlighed havde Kongen med lig, foruden Lendermændene, disse fire Mænd, der alle synes at have været gejstlige: Martin af Kinnsarvik (sandsynligviis den forhen omtalte Martin Kongefrænde), Sigurd af Onarheim (den samme, der holdt Aabningstalen ved Hyldingsthinget 1217), Askell Kapellan (der tre Aar senere blev Biskop i Stavanger), og Ivar Bodde, hvilken Kongen altsaa nu atter havde taget i sin Tjeneste, eller som maaskee uopfordret havde tilbudt Kongen sin Tjeneste paa ny, da der ikke længer var Tale om noget fortroligere Forhold mellem Kongen og Jarlen. Da de forberedende Møder vare afholdte, lod Kongen ved de sidst nævnte fire Raadgivere Erkebiskoppen indbyde til et almindeligt Møde i Træhallen i Kongsgaarden, hvor alle Høvdinger, Lendermænd og Lagmænd skulde indfinde sig. Dette Møde holdtes Søndagen den 20de August. Da alle vare forsamlede og komne til Sæde, aabnede Kongen selv Forhandlingerne med følgende Ord: „Hr. Erkebiskop! det er eder, saavel som de øvrige Biskopper og de fleste her forsamlede gode Mænd bekjendt, at der findes flere, som gjøre Fordring paa Norges Rige, skjønt jeg troede at det var min Fædrenearv, og at jeg var sand Odelsmand dertil. Da nu dette Møde i denne Anledning er foranstaltet, og de bedste Mænd i Landet dertil indkaldte, tilkommer det eder, Herre, at ytre eder om denne Sag paa en Maade, der baade kunde være til Landets Gavn, og til Sandhedens Fremme efter Ret og Billighed, da I er baade af Gud og Mennesker indsat til Høvding og forpligtet til at gjøre Jevnet og Fyldest imellem alle Folk. Forkynder derfor hvad I vide at være Sandhed, uden Frygt for nogen, hvad enten det er ham til Behag eller Mishag. I veed, hvilke Fordringer enhver har opstillet.“ Erkebiskoppen svarede hertil: „Det er vist og sandt, Herre Konge, at vi ere forpligtede til at skifte Ret mellem alle Mennesker, men kun for saa vidt som vi ere i Stand dertil, hvilket Gud give vi maatte være. Vi have hørt flere Mænds Fordringer paa Norges Krone, og kjende de Grunde, som de fleste af dem opstille; vi ville gjerne give den
- ↑ Af Erkebiskoppens Ord i hans første Tale skulde det synes, som om der havde været endnu flere Prætendenter, men han nævner dog selv siden i sin Slutningskjendelse ikke flere end disse.
