Erklæring derom, som Gud tilsiger os, men ønskede dog først at høre de her tilstedeværende gode Mænds Raad. Vi bede og byde derfor paa Guds Vegne, at alle udsige herom, hvad de vide at være sande-fl for Gud og Mennesker. Der sidder nu for det første I, Kong Haakon, allerede i Besiddelse af Riget; alle eders Venner sige at I er Arving til Norges Rige efter eders Fader og alle eders Forfædre; over dette Rige har Mand hersket efter Mand, uden at noget Kvindeled er kommet imellem, og jeg venter derfor at de fleste erklære eders Paastand for den rette. Skule Jarl er kommen østenfra med mange gode Mænd, og paastaar at være sin Broder, Kong Inges, Arving, hvilket vi ogsaa have hørt mange sande med ham. Her er derhos Guthorm, Kong Inges Søn, og gjør ligeledes Fordring paa Norge efter sin Fader; fremdeles er her, i Jarlens Følge, Sigurd Ribbung, Erling Steinveggs Søn, og mener at være arveberettiget til Norge efter Kong Magnus, hvis Sønnesøn han paastaar at være; og endelig er der kommet Mænd fra Junker Knut øster i Gautland, der paaberaabe sig til hans Fordeel, hvad der og, som vi vide, virkelig forholder sig saaledes, at han i Følge Overeenskomsten paa Ørething skal være egtefød Arving baade efter Haakon Jarl og Kong Inge; thi det i den Anledning oprettede Dokument er her tilstede, forsynet med de fyrstelige Brødres saavel som Erkebiskop Thores og de øvrige Biskoppers Segl, og erklærer udtrykkeligt, at hvis en af dem efterlod nogen egtefød Søn, den anden ikke, skulde hiin tage Arv efter dem begge. Skjønt vi nu allerede have opgjort vor Mening, og vide hvem vi ville erklære os for, ønske vi dog at høre andres Mening herom, og opfordre derfor alle her tilstedeværende, saavel Lendermænd, som lærde og ulærde, til at ytre sig“. Skule Jarl tog strax Ordet og sagde: „det er ganske vist, Hr. Erkebiskop, at jeg er Kong Inges samfædre og egtefødde Broder, og derfor efter den hellige Kong Olafs Lov hans rette Arving.“ „Ja,“ svarede Kong Haakon, „I er vist Kong Inges Arving med Hensyn til alt hvad I med Rette arvede efter eders Fader, men ikke til Norges Rige, thi Kong Inge blev kun sat til at bevare mit Fædrenerige for mig[1].“ „Nej,“ afbrød Jarlen, „jeg paastaar at være hans Arving til al den Ret, han havde.“ „Det vil nu vise sig, naar det i Dag ransages,“ sagde Kongen, „om han arvede Norge efter min Fader eller var sat til midlertidigt at forvalte Riget efter gode Mænds
- ↑ Det er allerede forhen berørt, at denne Paastand ikke bogstaveligt medfører Sandhed, da man nemlig ved Inges Ophøjelse paa Tronen endnu ikke vidste at Haakon Haakonssøn eller overhoved nogen Søn af Haakon Sverressøn var til. Men han havde for saa vidt Ret, som Inge kun var valgt under den Forudsætning, at en saadan Søn ikke fandtes, og at Valget maaskee vilde have været anseet ugyldigt, umiddelbart ved Haakons Fremtræden, hvis denne da havde været myndig.
