bjørn og Vikværingerne fandt det dog raadeligere, ikke at vove sig i Fiendens Nærhed førend ved Dagslys, og man lagde derfor bi ved Jarlsø (Jersø). Allerede i den første Deel af Natten kom en Skude østenfra, paa hvilken nogle af Hallvard Brattes Trop befandt sig; de meldte at de selv havde været forfulgte af Ribbungerne, der nu laa ude ved Rugø[1], lige sover for dem, med ikke færre end 40 Skive, (skjønt ikke store) og at man maaske endnu samme Nat kunde vente dem over paa den anden Side, da de ikke havde mindste Rus om Kongens Ankomst, men derimod havde hørt at Lendermændene kun havde faa og smaa Fartøjer, saa at de uden synderlig Vanskelighed vilde kunde gjøre det af med dem. Da blev Mandskabet beordret i Land, og Dagfinn bekjendtgjorde den Befaling i Kongens Navn at alle og enhver skulde den Nat ligge fuldt udrustet og uden Tjeld, da man hvert Øjeblik kunde vente sig Besøg af Ribbungerne. Lodin Gunnessøn blev udsendt med tre Skuder, for at speide efter Ribbungernes Bevægelser. Mandskabet vaagnede noget før Dag, da det endnu var noget koldt, og gjorde sig strax færdigt til den nær forestaaende .Kamp. I Lysningen kom Lodin tilbage med en af Ribbungernes Skuder, som han havde faaet fat paa, og Mandskabet paa denne, der nu maatte fortælle, hvad de vidste om Ribbungernes Planer, sagde at Ribbungerne havde hørt, at Jarlen skulde være kommen til Oslo med en stor Hær, hvorfor de ikke for det første vovede sig der ind, men heller vilde vende sig mod Lendermændene ved Tunsberg, der kun skulde have liden Styrke; siden, naar de havde faaet Bugt med dem, vilde de drage mod Jarlen. Kongen lod nu holde Krigsraad, og det blev bestemt, at Smaaskibene i Flaaden skulde ro først, men Langskibene bag efter med Masterne staaende, ej, som sædvanligt paa Langskibe under Roning, nedtagne, thi Ribbungerne vilde da upaatvivleligt antage hele den Flok Skibe, der nærmede sig, for Smaaskibe og Byrdinger. I denne Orden roede man nu af alle Kræfter ud paa Fjorden. Man var ikke kommen langt forbi Smaaøerne (Ormø, Tørfest og Thorgeirsø) førend man saa Ribbungerne komme østen fra imod dem. Det var smukt Vejr og ganske stille. De store Skibe, hvor der var to Mand om hver Aare, halede snart alt for meget ind paa Skuderne, der skulde ro forud. Kongen, hvis Skib, skjønt det største i Flaaden, dog var et af de hurtigste, sendte derfor en af sine Mænd, Sigurd Skjaalge[2], forud i en Baad, og lod Mandskabet paa Skuderne hilse at de gamle Birkebeiner ikke plej-
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/644
Denne siden er korrekturlest
626
Haakon Haakonssøn.
