høvdings Stilling i Ribbungernes Hær, thi større Værdighed vilde Sigurd ikke tilstaa ham[1]. Det blev nu bestemt, at Jarlen skulde drage nord til Throndhjem, før der at samle Folk, og siden over Dovrefjeld og Oplandene begive sig til Viken, medens Kongen skulde tage Søvejen derhen med Flaaden. Da Jarlen kom til Throndhjem, stevnede han Lendermændene til sig, navnlig Gregorius Jonssøn, Paal Vaagaskalm og Peter Paalssøn fra Giske[2]. Han fik en betydelig Styrke samlet, med hvilken han saa hurtigt som muligt begav sig over Fjeldet. Paa Hamar, hvor han holdt Rast, indfandt alle Sysselmændene fra Oplandene sig hos ham; her blev det ham meldt, at Ribbungerne nys forud havde været i Oslo og taget tvende Biskoppen tilhørende Skibe, samt at de fra alle Kanter samlede Fartøjer og beredte sig til at drage til Tunsberg og angribe Arnbjørn Jonssøn med de øvrige Lendermænd, der havde kastet sig ind i Befæstningen paa Slotsberget. Denne Efterretning bevægede Jarlen til strax at bryde op i Følge med Sysselmændene, for snarest muligt at komme til Oslo. Arnbjørn og hans Kolleger havde imidlertid ej været ledige, men samlet Folk og nogle Skibe, rigtignok kun smaa, for, om muligt, at forekomme Ribbungerne og angribe dem, inden de kom over Fjorden. Ribbungerne laa allerede ved Varna, og Lendermændenes Flaade roede just ud af Skeljasteinssundet[3], da der kom en Byrding sejlende ind imod dem, og underrettede Arnbjørn, der selv roede den i Møde paa en Baad, at Kong Haakon var kommen nordenfra med mange Skibe og laa i Grindholmesund (Vrængen). Da blev der en almindelig Glæde blandt Lendermændene, de vendte strax om, og stevnede forbi Smjørberg ud ad Tunsbergfjorden til Sundet, hvor de forenede deres Styrke med Kongens, og underrettede ham om, hvor Ribbungerne laa og hvad de havde i Sinde.
Haakon var efter Aftalen til den bestemte Tid om Sommeren dragen fra Bergen med en betydelig Styrke. Blandt andre Høvdinger vare hans trofaste Venner og Raadgivere Gaut Jonssøn, Jon Staal og Dagfinn Bonde med. Da de vikske Høvdinger meldte ham, at Ribbungerne vare saa nær, lod han strax blæse til Opbrud; Skibene bleve gjorte klare til Kamp og Tjeldene tagne ned, medens Flaaden styrede ud gjennem Sundet. Det var allerede Aften, men Gaut Jonssøn saavel som Dagfinn vilde, at man ikke des mindre skulde ro ind ad Fjorden om Natten; Arn-
