Vegne afgjorde. De forelagde derpaa Jarlen denne Sag og han gav et gunstigt Svar, men ytrede dog, at han først maatte indhente Pigens eget og hendes Moder Fru Ragnilds Samtykke[1]. Om disse ved denne Lejlighed vare tilstede i Tunsberg, er ikke tydeligt af Sagaens Ord, men hvad enten man virkelig erholdt deres Indvilgelse, eller Jarlen efter nærmere Overlæg besluttede at afgjøre Sagen paa egen Haand uden at spilde mere Tid, er det vist, at Giftermaalet blev aftalt, saa at Kongen fæstede sig Jomfru Margrete, og at Venner og Frænder paa begge Sider hengave sig til de mest sangvinske Forventninger om at alt nu vilde blive godt og vel, og Venskabet mellem Kongen og Jarlen knyttes uopløseligt.
Da Vaaren kom, og Slittungerne, som det synes, ej gjorde videre af sig – fra denne Tid fremtræde de endog, som det vil sees, ikke længere som selvstændigt Parti –, vendte Kongen og Jarlen tilbage til Bergen, hvor de tilbragte Sommeren. Her kom Jon Staal med et nyt Langskib, han havde ladet bygge for Kongen, det var paa 25 Rum og udmerket godt; Kongen havde det i lang Tid. I de første Dage af September begave Kongen og Jarlen sig til Throndhjem, med et talrigt Følge fra Gulathingslagen, der sandsynligviis skulde være tilstede ved Trolovelses- eller Vielses-Højtideligheden mellem Kongen og Jomfru Margrete. En saadan Højtidelighed var endnu vistnok et nyt Syn i Norge. Ved det sidste lateranske Kirkemøde, om hvilket vi ovenfor have handlet, var der nemlig sat et strengt Forbud mod alle hemmelige Giftermaal, og det var udtrykkeligen blevet paabudet, at Tillysning i Kirken skulde finde Sted før Brylluppet, under Straf af 3 Aars Suspension for den Prest, der ringeagtede Budet ved at overvære Brylluppet eller give Giftermaalet sin Velsignelse uden foregaaende Tillysning[2]. Derved bleve Giftermaalene ogsaa her i Norge stillede under nærmere Kontrol af, og i nøjere Forbindelse med Kirken end før, og medens de fleste Egteskaber hidtil synes kun at have været Civil-Egteskaber, hvorved Bryllupsgildet selv var den egentlige Højtidelighed, blev det nu almindeligt, ja snart endog udtrykkeligt paabudet[3], at saavel Trolovelse (sponsalia), som Vielse (benedictio), skulde skee i Kirken ved Presten før Bryllupsgildet. Den første Højtidelighed kaldtes i Norge Pusan (af det franske épouser, der igjen er en
- ↑ Hvis Datter denne Fru Ragnhild var, siges ingensteds, men hun har visselig hørt til en af de fornemste Familier. Snarest skulde man tænke paa Giske- eller Bjarkø-Ætten, hvor dette Navn var sædvanligt.
- ↑ Conc. Later. c. 51, se Coleti Concilia XIII, 987, jvfr. Erkebiskop Jons Christenret, Cap. 42, 43.
- ↑ Paabudet findes allerførst i Erkebiskop Jons Christenret af 1277, c. 41, men flere af de i denne Lov for første Gang forekommende Bestemmelser vare allerede, som man tydeligt kan se, tidligere vedtagne.
