Forvanskning af det latinske sponsare), den anden Blessan (Velsignelse, benedictio), men naar Brylluppet holdtes umiddelbart efter Lysningen synes ogsaa begge Højtideligheder at have fundet Sted under eet, og da kaldte man den hele Akt Pusan, fordi de fleste og mest iøjnefaldende Ceremonier skede ved Trolovelsen[1]. Naar derimod Brylluppet selv, som i nærværende Tilfælde mellem Haakon og Margrete, maatte udsættes, udsattes ogsaa den egentlige Benediktion indtil da, medens Giftermaalet dog lige fuldt ved Sponsalierne betragtedes som fast og uopløseligt sluttet, saa at Margrete endog, som det synes, strax efter stundom kaldtes „Frue“ eller „Dronning“[2]. Trolovelsesfesten fandt Sted St. Michaels Dag, den 29de September, og fejredes ved et prægtigt Gilde i Kongehallen[3]. Kongen og Jarlen tilbragte hele den følgende Høst og Vinter tilsammen i Throndhjem, og det lod virkelig til, at de Forventninger, man havde knyttet til den nys stiftede Forbindelse, vilde gaa i Opfyldelse, thi alt var nu nok saa venskabeligt mellem Svigerfader og Svigersøn. Men at Jarlen lige fuldt ikke et Øjeblik tabte sit Maal af Sigte, og intrigerede lige faa ivrigt som før, det viste sig, om end ikke strax, saa dog efter hvad der senere paafulgte, noksom deraf, at to af Kongens nærmeste Venner og fasteste Støtter, Andres Skjaldarband og Vegard Veradal, udnævntes til Sysselmænd i den nordligste Deel af Haalogaland. Da denne Syssel, som forhen, ogsaa ledsagedes af Finneferden, eller Forleningen med Finneskatten og Kronens Eneret til Handel med Finnerne, var Syslen en af de mest indbringende, og Udnævnelsen dertil saaledes en Udmerkelse. Men i Virkeligheden var det nok Jarlens Hensigt, at faa disse ivrige og formaaende Tilhængere af Kongen saa langt bortfjernede fra ham som muligt, og derhos at sætte Splid mellem dem indbyrdes, hvortil Fællesskabet i Embede og Indtægter kunde give rig Anledning[4]. Hertil kom, at Jarlen rimeligviis allerede da stod i en utilladelig Forbindelse
- ↑ Af nys nævnte Artikel sees, at der skjelnedes mellem „Pusan“ os “Blessan“, men at de dog sædvanligviis skede paa een Gang. Man seer ogsaa af Beretningen om Magnus Haakonssøns Bryllup 1261, at Trolovelsen og Vielsen her foretoges under eet, men at det Hele kaldtes „Pusan“, se nedenfor (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 309).
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 71. Heraf kommer og den italienske Benævnelse sposo (sponsus), fransk époux, om „Egtemand“; og en Hustru (i de fornemmere Klasser) kaldes paa norsk „púsa“.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 53, 54, 56.
- ↑ Det vil nedenfor sees, hvorledes man virkelig havde Grund til at mistænke Jarlens Hensigter med denne Udnævnelse. I et Haandskrift heder det endog ligefrem, hvor Udnævnelsen omtales: „de fik Syssel nordligst i Haalogaland, fordi de vare Kongens bedste Venner“. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 56.
