Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/631

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
613
1218. Slagsmaal i Oslo mellem Kongens og Jarlens Mænd.

nu var saa meget større end sædvanligt, hvor Kongen og hans Hird var tilstede, som det nys indgaaede Forbund mellem Birkebeiner og Bagler maatte give Anledning til hyppigere og særegne festlige Sammenkomster, hvor de fordums Fjender nu drak paa Forlig og Broderskab. gjenknyttede og ældre og stiftede nye Venskaber, og bilagde allehaande gamle private Stridigheder. Saaledes fortælles der udtrykkeligt, at den kongelige Sysselmand i Oslo, Ivar Utvik, enten ved denne eller ved en senere Lejlighed indgik edeligt Broderskab med den forrige Begling, Gudolf paa Blakkestad i Asker, der selv i sin Tid havde haft Syssel paa denne Kant. Men da Partiaanden og de personlige Antipathier ikke paa een Gang kunde kvæles, var det ogsaa uundgaaeligt, at der jo nu og da ved slige Lejligheder maatte opstaa heftige Ordvexlinger og virkelige Slagsmaal, i Særdeleshed da der til den gamle Bitterhed mellem Birkebeiner og Bagler, eller rettere mellem de nordenfjeldske og Vikværingerne, nu ogsaa kom den nye Splid mellem Kongens og Jarlens Tilhængere. I Sammenligning med denne var hiin nu endog for intet at regne, og under Lystighederne i Oslo forefaldt der virkelig Optrin, som lettelig kunde have haft et øjeblikkeligt Udbrud af aabenbar Fejde mellem Kongen og Jarlen til Følge, og som i alle Fald viste, at om der i Fremtiden kunde være nogen ny Borgerkrig at befrygte, maatte man snarere vente den fra Jarlen og dennes Venner, end fra de forhenværende Bagler. Inga, Kongens Moder, havde et Par Brødre, Gunnulf og Bjørn[1], der ved den Stilling, hun indtog, og deres Frændskab til Kongen, nu ogsaa vare komne til Hæder og Værdighed. Gunnulf plejede at være meget voldsom og ustyrlig, naar han havde drukket meer end tilbørligt. I saadan Tilstand mødte han en Aften en vis Sira Eiliv, en af Jarlens bedste Venner og Raadgivere, en meget siirlig og beleven Mand[2]. Gunnulf, der som Kongens Morbroder naturligviis havde et Horn i Siden til alle Jarlens Venner, blev ved Synet af Eiliv saa rasende, at han trak Sverdet og hug til ham over den højre Arm, saa at Haanden næsten gik af. Gunnulf skyndte sig strax at komme ned til Kongeskibet, der laa udenfor Kongsbryggen, omringet af de øvrige. Men paa dette Skib vare Kongen og Jarlen tilsammen, som det ovenfor er nævnt, og denne, der øje-

  1. Disse omtales udtrykkeligt; maaskee hun ogsaa havde flere.
  2. Eiliv kaldes i Sagaen „Sira Eilifr“, hvilket betegner ham som en gejstlig Mand. Da han imidlertid, som flere Hofgejstlige paa den Tid, mere synes at have optraadt i verdslig Skikkelse, sandsynligviis endog selv baaret Vaaben, kunde man med nogen Rimelighed formode, at han var den „Eiliv Kapellan“, der i det foregaaende (S. 579, 580) omtales som Fører af Gjesteskibet, og stridende med Aasulf Jarlsfrænde om Skibslejet ved Hattehamren. Thi for den Sags Skyld kunde han gjerne være en Tilhænger af Jarlen.