Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/629

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
611
1218. Bagler-Navnet ophører.

Bryggen. De sejlede saa raskt at de tungeste Sejlere maatte tage Aarerne til Hjelp for at bolde sig i Linjen. Men denne Hurtighed nyttede til intet, thi Slittungerne havde været forsigtige nok til at stille en Vagt oppe i St. Hallvards Kirketaarn, og denne havde allerede faaet Øje paa de kongelige Skibe, da de sejlede ind om Nesodden. Da skyndte Beite sig strax bort fra Byen, og da Birkebeinerne kom indenfor Hovedøen, saa de Slittungerne i fuld Fart op ad Landevejen. Vel roede de af alle Kræfter ind til Bryggen, og skyndte sig i Land, baade paa Nord- og Sydkanten, men de fandt ikke længer en eneste Slittung i Byen. Nogle af Birkebeinernes Skarer satte efter dem lige til Frysja, men fik ingen af dem fat[1]. Imidlertid drog Kongen op ad Gaden, og kom forbi Biskoppens Kastell, hvor en Deel Bagler, som nys omtalt, havde taget sin Tilflugt. Disse begave sig strax ned til ham og tilbøde ham deres Tjeneste, hvilken han ogsaa strax modtog. Biskoppen selv var nu idel Venlighed mod Kongen og Birkebeinerne, som om han aldrig havde haft ondt i Sinde mod dem. Han sendte øjeblikkelig en Baad ud til Kongeskibet for at indbyde Inga Kongemoder, der havde ledsaget sin Søn, til at tage sit Ophold i hans Gaard, og viste hende den største Hæder. Den følgende Morgen lod han endog gjøre en højtidelig Procession mod Kongen, da denne gik til Messen fra sit Skib, hvor han og Jarlen vedbleve at have deres Kvarteer. Det lader til, at Haakon har været klog nok til at optage alle disse Venskabsytringer som om de vare oprigtigt meente, uden at lade Biskoppen høre nogen Bebrejdelse for hans tvetydige Ferd. Biskoppens fornemste Grund til at vise sig saa høflig og venlig mod Kongen er neppe saa meget at søge i den Omstændighed, at han for Øjeblikket saaatsige var i hans Magt, da han vel kunde være vis paa, at hans Person vilde blive anseet ukrænkelig, som deri, at Baglerhøvdingerne selv, Støtterne for hans politiske Indflydelse, nu ganske havde tabt Lysten til at danne et eget Parti, og allerede, som man maa antage, havde bestemt sig til at forene sig med Birkebeinerne og træde i Kongens Tjeneste, uden at oppebie den før omtalte Mægling. De, som ikke allerede vare i Oslo, nemlig Arnbjørn Jonssøn og en Deel andre, bleve skriftligen opfordrede til at komme; de indfandt sig ufortøvet, gik Kongen og Jarlen til Haande, og aflagde ganske deres Partinavn, Bagler, der saaledes efter at have spillet en vigtig Rolle i hele 26 Aar, nu med eet ganske forsvinder af Historien. Sagaen har opbevaret

  1. Atter sees det, at for at komme fra Oslo op til Raumarike, hvor vi strax efter finde dem ved Øyeren, toge Slittungerne først Vejen til Frysja eller Akerselven: fremdeles et Vidnesbyrd om, at Landevejen først har gaaet et Stykke paa Vestsiden af denne. Hvis der ikke oftere var Tale om at passere Gjelleraasen, skulde man let kunne formode at Vejen gik gjennem Margretdalen (Maridalen) til Hakedalen.