Ankomst. Allerede havde de ladet blæse fra Bryggen, og flere Skibe lagde ud, da Provsten i Tunsberg, Jofrey, kom ned til dem og meldte at han havde faaet Bud fra Biskop Nikolas om at Slittungerne allerede havde forladt Oslo, og nu agtede sig til Tunsberg. Han havde Overbringeren af dette Budskab med sig, en Dreng, der lod til at være meget træt af den lange Vandring, og sagde at Biskoppen havde sendt ham for at advare Bymændene i Tunsberg om at være paa sin Post, da de med det første kunde vente sig Besøg af Slittungerne, ja han lagde endog til, at han selv havde seet dem drage derfra. Bymændene og Provsten vare i den største Forskrækkelse, og bade Kongen paa det indstændigste ikke at lade dem i Stikken. Endeel af Birkebeinerne meente derimod at det ikke kunde hænge saaledes sammen, og at det kun var et Paafund af Biskoppen, for at hefte dem. Det syntes dog at være alt for galt, om han formedelst sit Had til Kongen ogsaa skulde nedlade sig til at spille under Dække med Slittungerne. Kongen føjede derfor Provsten og Bymændene sat blive liggende ved Tunsberg den Dag til Ende, men der blev øjeblikkelig sendt ridende Bud ind over Oslo-Vejen for at erfare, hvorledes det hang sammen. Det varede ikke længe, førend disse mødte Folk, som vare afsendte fra de kongelige Sysselmænd i Oslo, og nu kom lige derfra; disse fortalte at Slittungerne fremdeles vare i Oslo, og gave sig nok saa god Ro, uden at have mindste Anelse om at Kongen og Jarlen vare i Farvandet. Det viste sig altsaa, at hine Birkebeiner virkelig havde Ret, og at den hele Tale om Slittungernes forventede Angreb paa Tunsberg alene var et Opspind af Biskoppen, for at Slittungerne kunde vinde Tid.
Hvorledes Slittungerne denne Gang vare komne i Besiddelse af Oslo, siges ikke, men af hvad der siden berettes, man maa slutte, at de nu, som tidligere, ere komne fra Raumarike, og at de med en overlegen Styrke, aldeles uforvarende have overfaldt de i Oslo tilstedeværende Birkebeiner og Bagler, af hvilke de første, under Anførsel af de kongelige Sysselmænd i Oslo-Syssel, Ivar Utvik og Asbjørn Kop, flygtede ombord paa Skibene og lagde sig ude ved Hovedøen, medens Baglerne kastede sig ind i Biskoppens Kastell. Fra Hovedøen sendte Ivar og Asbjørn de nys omtalte Folk afsted paa en letsejlende Skude; de have sandsynligviis lagt ind ved Horten, for at tilbagelægge den øvrige Deel af Vejen over Land, hvorved de saaledes kom til at møde de fra Tunsberg udsendte ridende Bud. Saa snart Kongen og Jarlen fik den rette Sammenhæng at vide, skyndte de sig strax afsted. Vinden var fremdeles god. Da de kom til Hovedøen, traf de Ivar og Asbjørn med tre Skive, og fik af dem vide, at Slittungerne endnu vare i Oslo og fremdeles gave sig god Ro. Paa Kongeskibet blev der nu taget Rev i Sejlet for at oppebie de øvrige Skibe, og disse fik den Befaling, at sejle ind til Byen jevnsides i en eneste Linje, for paa een Gang at lægge til
