meget fagrere end da hun tog under Jærnet; det sandede baade Venner og Uvenner.“ Nu havde Skule og hans Parti, i det mindste for det første, ingen yderligere Indsigelser mod Kongens lovlige Arveret til Tronen at fremsætte, og der blev da paa ny sluttet Forlig mellem ham og Jarlen. Søndagen efter blev der holdt almindeligt Thing paa Christkirkegaarden, hver alle Høvdingerne og de til Rigsmødet indkaldte Mænd vare tilstede. Her bekjendtgjorde Erkebiskoppen Udfaldet af Kongemoderens Skirsel, og satte Bans Straf for hver den, som herefter ytrede nogen Tvivl om Kongens rette Herkomst. Derpaa bekjendtgjorde han det fornyede Forlig mellem Kongen og Jarlen. Hvilke Betingelserne for dette vare, nævnes ikke; men sandsynligviis have de været aldeles de samme som før. Med hvilken Harme Jarlen og hans Tilhængere saa dette Udfald af Rigsmødet, hvortil de ganske vist havde indfundet sig med langt andre Forventninger, kan man let forestille sig, skjønt der intet nævnes derom i Sagaen. Han maatte nu begynde sit underfundige Spil saa at sige fra nyt af, og imidlertid holde gode Miner[1].
Paa denne Maade sluttedes dette Rigsmøde, det første, der holdtes under Kong Haakons lange Regjering. Andet end Spørgsmaalet om Jærnbyrden synes her ikke at bære blevet forhandlet, og det lader endog til, at man har skyndet sig saameget som muligt, uden engang længer at tænke paa den formelige Mægling mellem Birkebeiner og Bagler, der ved Erkebiskoppens Hjelp skulde ske, da Slittungernes Uvæsen, der atter var begyndt i Viken, gjorde saavel Kongens og Jarlens, som Biskoppens Nærværelse paa den Kant uomgængelig nødvendig og den allerede faktisk indtraadte Forening mellem Birkebeiner og Bagler desuden havde gjort Mæglingen overflødig. Der var atter kommet Breve, baade fra Birkebeinerne og Baglerne, at Benes og Slittungernes Flok forøgedes med store Skarer af alskens Pak, og at de allerede øvede megen Ufred. Kongen og Jarlen gjorde sig, saa hurtigt de kunde, rejsefærdige, og forlode Bergen med en betydelig –Styrke. De fik gunstig Vind og kom saaledes meget snart til Tunsberg. Her fik de vide, at Slittungerne allerede vare komne til Oslo. De vilde da strax sejle lige derind, thi Vinden var fremdeles god, og de havde al Udsigt til at komme uforvarende over Slittungerne, der endnu ikke vidste det mindste om deres
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 45, 46.
