nes Tegn. De fandt Slittungerne i en Fjord, kaldet Baardfjord[1]. Disse vidste ikke Ord af, førend de fiendtlige Skibe løb lige ind i Havnen til dem, og de havde intet andet at gribe til, end at løbe i Land og søge Skjul det hurtigste de kunde, medens Birkebeinerne og Baglerne satte sig i Besiddelse af Skibene og alt det Gods, der fandtes paa dem. Men de fik ikke fat paa en eneste af Slittungerne selv, der, som det synes, begave sig til Lands, og neppe uden stor Møje, tilbage til deres gamle Tilhold, Marker. Fra dette Tog af kan man i Virkeligheden regne Birkebeinernes og Baglernes Forening; thi den formelige Overgang til Kongens Tjeneste, der noget senere fandt Sted, var kun en højtidelig Erkjendelse af det Forhold, som allerede var indtraadt. Det er meget muligt, at denne venskabelige Forstaaelse ej vilde være indtraadt saa tidligt, hvis ikke Slittungernes Uvæsen havde nødet dem til at slutte sig sammen og handle i Fællesskab; derved var Isen brudt og det første Skridt gjort. Under denne Forudsætning kan man gjerne sige, at Slittunge-Opstanden stiftede mere Nytte end Skade, thi de Ulemper, man havde at døje af dem i en forholdsviis ubetydelig Deel af Riget, havde lidet at betyde mod den Fordeel for det hele Rige, at det mægtigste Parti, der hidtil havde rejst sig med Kongehuset, endelig opgav denne fiendtlige Stilling. Hr. Andres Simonssøn synes dog allerede tidligere at være kommen i et meget venskabeligt Forhold til Skule Jarl, sandsynligviis da denne, som vi have seet, strax efter Kong Inges Død havde det saa travlt med at tilskrive Kong Philip og søge Baglernes Venskab. Et Beviis paa, hvor intimt Venskabet mellem Jarlen og Hr. Andres var, fik man, da den sidste ikke længe efter Hjemkomsten fra Toget til Halland havde det Uheld, at det Saar, han havde faaet i Slaget ved Gunnarsbø, brød op igjen, og blev saa ondartet at han merkede at hans Endeligt var nær. Da sendte han Jarlen det kostelige Sverd Skarde og et guldbelagt Skjold, ledsagende Gaven med en kjærlig Bøn, hvori han bad ham drages deres tidligere gjensidige Venskabsforsikringer til Minde. Man skulde ellers næsten formode, at Hovedindholdet af Brevet har været at anbefale Hr. Andres’s unge Søn Gregorius til Skules Forsorg. Kort efter døde Hr. Andres, og man sørgede, tilføjes der, meget over ham i Viken. Det maa da have været Krigsfolkene eller de egentlige Bagler, der toge sig hans Død saa nær, thi hvad vi tidligere have seet af hans Færd, var just ikke skikket til at gjøre ham populær blandt Folket. Hans Lig blev ført til Oslo, og begravet i St. Hallvardskirken[2].
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/621
Denne siden er korrekturlest
603
1218. Birkebeiner og Bagler i Forening mod Slittungerne.
