fra begge Sider begyndte at skyde paa hinanden tvers over Elven; men da en af Biskopsmændene, Mester Stevne, saavel som nogle faa andre, vare faldne, toge Bymændene Flugten, og de øvrige Krigere synes at være blevne smittede af deres Exempel, thi Slittungerne kom lige ind i Byen, som de plyndrede. De toge endog et Langskib, der tilhørte Biskoppen, saavel som en Deel andre Skibe, og sejlede paa dem sydefter Viken, plyndrende og røvende hvor de kunde komme til. Da de kom syd til Elvekvislerne eller Gøta-Elvens Munding, toge de Vejen op ad den østlige Arm, idet de fremdeles røvede vidt og bredt, ubekymrede om at det ikke saa meget var norsk, som vestgøtisk Grund, der omgav denne Arm af Elven. Dette bevægede Æskil Lagmand, som just opholdt sig i Ljodhuus, til at skride ind, og han udrustede i Hast nogle Skuder, med hvilke han roede ned ad Elven, for at tugte Slittungerne, forvisset om, at han, om det behøvedes, vilde kunne faa Folk fra Herederne i Nærheden. Men han havde ikke gjort Regning paa, at Slittungerne skulde komme med ordentlige Langskibe, og da det blev meldt ham, at saadanne nærmede sig, opstod der, som det synes, ingen ringe Forfærdelse. Det første, han gjorde, var at sætte Stifsønnen, Junker Knut, der var med ham, i Land, for at han ej skulde falde i Slittungernes Hænder; han løb strax til nærmeste Skov og gjemte sig der. Strax efter kom Slittungernes Skibe farende; da flygtede Lagmanden selv og alle hans Mænd op paa Land, efterladende Skuderne med alt, hvad der var paa dem, i Stikken. Blandt andre Kostbarheder, som ved denne Lejlighed faldt i Slittungernes Hænder, var Æskils eget Landtelt, og hans Kapellans Messeklæder. En Tidlang var man, som det lader, i stor Forskrækkelse for at Junker Knut skulde være falden i Slittungernes Hænder, da det varede længe inden man kunde finde ham; endelig opdagede man hans Skjulested og bragte ham til Lagmanden. Slittungerne droge med de erobrede Skibe ud af Elven igjen, og fortsatte Sejladsen sydefter langs Kysten af Halland, hvor de herjede efter Sædvane, uanseet at de her befandt sig inden Danmarks Enemerker. Imidlertid havde de Birkebeinerhøvdinger, der laa i Viken, nemlig Guthorm Gunnessøn, Lodin Paalssøn, Hallvard Bratte, Ivar Utvik og Karl Svange, i Hast gjort deres Skibe rede, og forenet sig med Hr. Andres og Arnbjørn Jonssøn, for at opsøge dem og gjøre Ende paa deres Uvæsen. Det var første Gang, at man saa Birkebeinernes og Baglernes Høvdinger forenede mod en fælles Fiende i Landet selv, og det slaar ikke fejl, at enhver fædrelandssindet Mand hilste dette som et glædeligt Tider-
ved Fos, derpaa langs Vestsiden, og endelig tilbage til Østsiden længer oppe, maaskee ved Vojen, saa at alt hvad der kom nordvestenfra, først maatte gaa over Elven her, siden ved Fos.
