Kongen og Jarlen havde imidlertid tilbragt Vintren i Bergen, hvor de i Julehøjtiden udnævnte to nye Lendermænd, den tidligere omtalte, brave Jon Staal af Hvaal i Sogn, og Ivar Rev fra Haalogaland, forhen en Tilhænger af Baglernes Parti, nu, som saa mange andre af disse, paa Birkebeinernes Side[1]. Da tegnede alt sig nok saa venskabeligt mellem Kongen og Jarlen. Ikke saaledes derimod, da de om Vaaren begave sig til Throndhjem, hvor de ankom 14 Dage før Paaske, altsaa i de første Dage af April. Erkebiskoppen forbød utrykkeligt at ringe med Klokkerne, eller modtage ham med Procession, hvilket ellers var sædvanligt ved en Konges Ankomst, og naar han kom sammen med Kongen, viste han ham ikke den mindste Venlighed eller Hæder, medens han derimod hver Dag havde de venskabeligste Sammenkomster med Jarlen, og naar denne indfandt sig i Christkirken, modtog ham med fyrstelige Æresbeviisninger. Palmesøndag (8de April) vare baade Kongen og Jarlen i Christkirken, og sad sammen i Højsædet. Da blev der ikke viist nogen af dem nogen særdeles Ære, saasom der var vanskeligt at udmerke Jarlen paa saadan Maade, at Æresbeviisningerne ikke ogsaa kunde synes at gjelde Kongen. Men da de efter Sædvane fore op til Alteret for at ofre, værdigedes Erkebiskoppen ikke engang at vende sig mod Kongen for at modtage hans Offer paa Alteret og gik ned igjen til sin Plads. Herover bleve Birkebeinerne, som rimeligt var, meget opbragte, og erklærede det for en skammelig Forhaanelse, ej alene mod Kongen, men ogsaa mod dem. Allerede Morgenen efter (9de April) blev der i den Anledning holdt et Mode i Erkebiskopsgaarden, og Kongen forelagde nu Erkebiskoppen ligefrem det Spørgsmaal, hvad dette skulde betyde, at han ej vilde vise ham den ham tilkommende Hæder, og om han havde nogen Beskyldning at fremføre mod ham Erkebiskoppen svarede: „dette skeer ikke efter mit Raad alene, men efter Samraad mellem alle os Biskopper, saavel som endeel Mænd inden Hirden; og Aarsagen er den at vi have hørt ymte om, at det er uvist, hvor vidt du virkelig er Kong Haakons Søn.“ „Det er umuligt,“ var Kongens Svar, „at alle Biskopperne kunne have været enige heri, lige saa lidt som jeg tror at der ere mange inden Hirden, som dele denne Mening. Men jeg veed nok, fra hvem det kommer; det er fra dem, der intet heller ønske end at see mig styrtet, og som selv ville bemægtige sig min Fædrenearv.“ Dette var tydeligt nok rettet mod Skule, der var nærværende, men ikke sagde et eneste Ord. „Saa snart vi kun have faaet denne Tvivl bortryddet,“ vedblev Erkebiskop-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 31.
