Venskab med sin forrige Fiende, Kong Valdemar i Danmark, ja egtede endog hans Syster Richiza. Hans Søn med denne var ved hans Død endnu ej fød, og selv om dette havde været Tilfældet, vilde Folkungerne alligevel neppe have undladt at gjøre hvad der stod i deres Magt, for at bringe deres egen Nærfrænde, den unge Jon eller Johan Sverkessøn, der allerede for 14 Aar tilbage havde faaet Kongenavn, paa Tronen, og saaledes, da han endnu var mindreaarig, herske i hans Navn. Dette lykkedes dem nu fuldkommen, og trods Richizas Broder Kong Valdemars, ja trods Pavens Protest[1], herskede Kong Johan uforstyrret til sin Død, der allerede indtraf i 1222, da han endnu kun var 21 Aar gammel, og blot tre Aar efter at han var bleven myndig. Den, som i den største Deel af denne Tid synes at have haft mest at sige, eller at have været Rigets egentlige Bestyrer, var Karl Jarl, kaldet den døve, Byrge Brosas og Magnus Minneskjolds Broder og saaledes Æskil Lagmands Farbroder[2]. Ved at egte Æskil stillede den kloge Christina saaledes sin Søn Knut under Folkungernes, eller rettere selve den svenske Krones mægtige Beskyttelse, og man seer tydeligt nok af hvad der senere paafulgte, at det var hendes bestemte Hensigt, at benytte sig heraf til i sin Tid ogsaa at gjøre Knuts foregive Fordringer paa den norske Trone gjeldende. Sandsynligviis for at forebygge de Ubehageligheder, hvortil dette vilde give Anledning, sendte Kong Haakon og Skule Jarl, medens de om Høsten opholdt sig i Kongehelle, et Brev op i Vestergøtland til Lagmanden med Anmodning om at lade Junker Knut komme til dem, idet de lovede at vise ham al tilbørlig Hæder. Lagmanden sagde i Førstningen ikke Nej, og der blev endog aftalt Tid og Sted, hvor Jarlen og Lagmanden skulde komme sammen for nærmere at raadslaa herom. Jarlen indfandt sig ogsaa til Mødet, men Lagmanden udeblev, da han, som det heder, ikke troede Birkebeinerne. Rimeligviis har den rænkefulde Christina faaet ham afsnakket fra at holde Ord, og Junker Knut forblev i Vestergøtland for at slippes løs paa Norge, naar det belejlige Øjeblik kom til ny Fredsforstyrrelse. Kort efter vendte Kongen og Jarlen tilbage til Tunsberg, hvorfra de siden droge til Bergen, efter først at have kaldt alle sine Lendermænd i Viken sammen, og indskærpet dem paa det .indstændigste at tage sig vare for Baglerne, om disse maaskee skulde have svigefulde Anslag i Sinde[2].
