man troede at see et Varsel herpaa i den overvættes Frugtbarhed og herlige Vejrligt, som udmerkede dette Aar. Sommeren, berettes der, var saa god, at Frugttrærne paa de fleste Kanter af Landet bare to Gange Blomster, og de vilde Fugle lagde to Gange Egg. Skalden Sturla Thordssøn, der senere forfattede Haakons Saga, og som selv havde Anledning til at erfare af paalidelige Mænd, der enten vare Deeltagere i eller Øjevidner til alle de her skildrede Begivenheder, hvordan Stemningen da var i Landet, siger udtrykkeligt i sit Mindekvad over Haakon: „Det er vist at Frugttrærne paa een Sommer blomstrede tvende Gange, og at Himlens Fugle lagde Egg strax fra Aarets Begyndelse, uden at lide af Kulde, da den ærelystne Hersker fik Kongenavn, og hans Lykke, bestemt til at naa den højeste Glands, begyndte at vore. Hver og een saa da, at selve Elementerne paa denne vide, havomgivne Jord vilde byde den gjæve Fyrste Velkommen“[1]. Og Haakon havde det Held, i sin lange Regjeringstid under alle Lykkens øvrige Omvexlinger ej alene at tilfredsstille, men, om muligt, endog at overtræffe de Forventninger, som hans Undersaatter ved hans Tiltrædelse nærede om ham.
Det er ovenfor berettet, at Haakon Jarls Enke, Fru Christina Nikolasdatter, efter hans Død begav sig tilbage til Vestergøtland. Her indgik hun den samme Sommer et nyt Egteskab med den mægtige Folkunge Æskil Lagmand i Vestergøtland, en Søn af Byrge Jarls Broder Magnus Minneskjold[2]. Derved kom hendes og Haakon Jarls Søn Junker Knut til at staa under Stiffaderens og de øvrige Folkungers Beskyttelse, hvilket havde saare meget at betyde, da Folkungerne siden Kong Erik Knutssøns Død 1216 vare at ansee som Sveriges egentlige Herrer, medens de derimod, som man maa formode, havde mindre at sige i hans Levetid, skjønt de havde hjulpet ham paa Tronen, saasom han nemlig efter at have fældet sin Modstander forandrede sin hidtil fulgte Politik, og sluttede
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. Ogsaa Olaf Thordssøn, kaldet Hvitaskald, Sturlas Broder, taler i det samme i et Kvad, han ligeledes digtede til Haakons Ære, og af hvilket et Halvvers her anføres i Sagaen.
- ↑ Æskil Lagmand kan paa denne Tid ej have været nogen ung Mand, da han allerede i et Brev af Kong Knut Erikssøn (altsaa i eller før 1195), nævnes som Vidne til et af ham udstedt Brev ved Siden af sin Fader Magnus. (Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 67). Er Brevet fra 1195, og var han da omtrent 20 Aar gammel, maa han i 1217 have været 42 Aar; men det er meget muligt at Brevet kan verre ældre. Man kan vel saaledes antage, at Æskil ved sit Giftermaal med Christina har været omkring 45 Aar gammel.
