Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/603

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
585
1217. Kong Haakon hyldes i Bergen.

men kun saaledes, at han fik Rettighed til at oppebære Trediedelen af alle kongelige Indtægter, og saaledes ogsaa til at indsætte egne Sysselmænd. Derimod kunde der nok være Spørgsmaal, om ikke denne „Trediedeel“ skulde regnes efter hele Riget, nemlig saaledes at Baglernes Deel betragtedes som den ene Trediedeel, hvorved Skule i Virkeligheden fik Halvdelen af de Kongen tilkommende Rettigheder. Det kunde indvendes, at den af Skule selv opstillede Fordring paa Halvdelen af Riget, (der da ogsaa maatte regnes efter det hele) i saa Fald vilde blive alt for ublu, idet han derved vilde faa tre Gange saa meget som Kongen; men da Skule, som man seer, egentlig ansaa sig berettiget til hele Riget, og aldrig ophørte at tragte derefter, bliver selv den ublueste Fordring fra hans Side ikke usandsynlig. Han havde allerede givet et andet Beviis paa, hvor vidt hans Anmasselse kunde gaa, idet han som Kong Inges Arving havde tilegnet sig ej alene dennes virkelige Fædrenegods, men ogsaa alt det Løsøre, som Inge havde taget i Besiddelse efter Kong Haakon Sverressøn, og som egentlig tilhørte Kronen, saa at Haakon Haakonssøn, da han blev Konge, bogstavelig ikke fik mere af sin Fædrenearv end en Sylgje og en Guld-Fingerring[1]. Alt viser saaledes, at Skule fra rent af har været bestemt paa, aldeles ikke at erkjende Haakon endog som Kongesøn, end sige som Tronarving. Dagen efter blev der blæst til Thing paa det sædvanlige Sted, Christkirkegaarden, strax nordenfor Kirken. St. Sunnivas Skriin saavel som mange andre Helligdomme bleve bragte derned. Da Thinget var sat, stod Sigurd af Onarheim[2] op og hilsede i en fager Tale Kongen og Jarlen paa alle Gulathingsmændenes Vegne. Derpaa talte Dagfinn Bonde, og sagde blandt andet, at skjønt man i Throndhjem havde læst St. Olafs Skriin inde, var dette dog ikke skeet med Bøndernes Raad eller Vilje. „Men vi Gulathingsmænd,“ saaledes sluttede han sin Tale, „skulle nu gladeligen vise Kong Haakon al den Hæder, der staar i vor Magt, baade Lærde og Ulærde.“ Nu stod Bonden Steingrim Stryll[3] op, en viis og

  1. Dette siges udtrykkeligt i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 22 At den her omtalte Sylgje skulde have tilhørt Astrid, hans Farmoder, og at den skulde være den samme, som siden er bleven funden ved Largs i Skotland, hvilket er antaget i Annaler for nord. Oldk. og Historie 1846 S. 323, er lidet rimeligt. Det sandsynligste er, at disse Klenodier i sin Tid have været skjenkede af Haakon Sverressøn til Inga, Kong Haakons Moder.
  2. Af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 86, hvor Sigurd nævnes blandt nogle af Kongens Raadgivere, som ellers alle vare gejstlige, skulde man næsten formode, at ogsaa han har været Prest; sandsynligviis var han da Prest til Onarheim paa Tysnesøen.
  3. Hvis ikke denne Steingrims Tilnavn i Sagaen skreves stryllr, skulde man kunne antage at Navnet egentlig var Strill, d. e. en Striil, Beboer af Hørdalands Kyst-Egne.