veltalende Mand, og gav Haakon Kongenavn under store Bifaldsraab. Derpaa aflagde Kongen den sædvanlige Ed paa at ville overholde Lov og Landsens Ret. Men Jarlen, der var ude om sig paa alle Kanter, havde benyttet sig af sin Stilling som Kongens Formynder til at ordne saavel hans som sin egen Edsformular paa den for ham selv fordeelagtigste Maade. Kongen lovede udtrykkelig i sin Ed, at ville holde den Overeenskomst, han havde sluttet med Jarlen, og Jarlen svor at han skulde overholde Lov og Net mod Landets Folk, og være Kong Haakon huld og tro, saa længe som denne holdt den mellem dem sluttede Overeenskomst. Da Kongen og Jarlen havde aflagt disse Eder, svore Lendermændene Gregorius Jonssøn, Paal Flida, Brynjulf Knutssøn, Gaut Jonssøn og Arne Sturla Troskabsed til Kongen, derpaa Hirdmændene, Gjesterne og endelig de menige Bønder, hvorefter Thinget hævedes[1]. Af de nys nævnte Lendermænd hørte Gregorius, som Hoved for Blindheim-Ætten og Paal, som Hoved for Giske-Ætten, til Søndmøre; Gaut Jenssøn, hvis Hovedsæde var Mel i Kvinnhered, til Søndhordeland. Da han sandsynligviis var en yngre Broder af Baglerhøvdingen Arnbjørn Jonssøn, afgiver han lige saavel som Gregorius Jonssøn et Beviis paa, hvorledes Partitvisten greb forstyrrende ind endog i de nærmeste Familieforhold[2].
Kort efter Thinget kom der Sendebud fra Kong Philip i Viken med Brev til Skule Jarl, hvori Philip forlangte Halvparten af Norge, saaledes at Skule skulde besidde den anden Halvpart: i modsat Fald truede han med at begynde Krigen paany. Kongen blev ikke engang nævnt i dette Brev. Denne Fordring kom neppe Skule Jarl uventet; den var maaskee endog fremsat efter utrykkeligt Overlæg mellem ham og Philip, for at indjage Haakons Tilhængere Skræk. Idet mindste hed det, at flere Breve og Budskabet havde afgaaet østover, end de, hvorom der tidligere havde været Tale. Philips Trusel kom imidlertid nu for seent, siden Jarlen allerede havde
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 18–24.
- ↑ Arnbjørn Jonssøn var, som ovenfor omtalt, en Sønnesøn af Gaut paa Ænes (dette, ikke Aurnes, er Læsemaaden i Flatøbogen, der næsten overalt har de rigtigste Navnformer); da nu Ænes i Søndhordeland ligger ganske nær ved, eller endog hører til Kvinnherred, er det en næsten til Vished grændsende Sandsynlighed, at hiin Gaut paa Ænes ogsaa ejede Mel, og var Gaut Jonssøns Farfader, efter hvem han var opkaldt. Man seer af Diplomer at Ætten havde meget andet Odelsgods paa denne Kant, nemlig Haugaland paa Framnes, Nesheim i Hardanger, Hatteberg ved Mel o. s. v.
