Tykke. Min Brøde bestaar i, at jeg bad Kongen see paa et Brev, der i hans Navn og under hans Indsegl sendtes til et andet Land, og hvis denne Brøde er saa stor, at jeg, som du, Gregorius Jonssøn, og du, Paal Flida, siger, fortjener at rives levende istykker, skal der ikke oftere blive Spørgsmaal herom, thi jeg skal heller forlade Kongens Gaard, saa at det ikke tidere skal hede at det er mig, der forspilder Enigheden mellem Kongen og Jarlen. Gud give kun, at alene de bleve tilbage, der ere dem begge hulde og troe, og raadede til at enhver af dem faar den Ære, ham tilkommer.“ Saaledes endte dette Møde, til de kongeligsindedes Sorg, men til Modpartiets Triumf, dermed at en af Kongens troeste og dygtigste Mænd forlod hans Tjeneste. Vi finde ham vel siden atter blandt Kongens fornemste Raadgivere, men først efter at Haakon var bleven myndig, og for den Tid er han saaledes neppe kommen tilbage til ham.
Endelig nærmede Thingdagen sig, og efterhaanden indtraf Lendermændene, Hirdstjorerne og de øvrige indkaldte Mænd af Gulathingslagen. Dagen for Thinget havde Kongen og Jarlen med deres Raadgivere paa begge Sider en Sammenkomst, for at slutte en endelig Aftale om deres indbyrdes Forhold og gjensidige Rettigheder. Kongens Raadgivere vilde, at Jarlen ubetinget skulde sværge Kongen Troskabsed efter gammel Sædvane; Jarlen derimod erklærede at han ej vilde indlade sig derpaa, uden at det først var afgjort hvad han skulde have. Den første Fordring, han fremsatte, lod paa ikke ringere end Halvdelen af hele Riget, saavel det egentlige Norge, som Skatlandene. Kongens Raadgivere bøde Trediedelen af Norge, men intet af Skatlandene; hertil svarede Gregorius Jonssøn og Paal Flida, at det mindste, hvormed Jarlen kunde lade sig nøje, var Trediedelen, saavel af det egentlige Norge, som af Skatlandene; fik han ikke dette, sagde de, vilde han strax begive sig bort med hele sin Styrke, og søge hen til dem, der nok lode ham faa hvad han ønskede. Dette var næsten ligefrem at true med, at han vilde gjøre fælles Sag med Philip, og saaledes viste det sig, at de dog havde Ret, det advarede Kongen for hans Brevskrivninger til alle Kanter og hans Underhandlinger med Baglerne. Kongens Raadgivere indsaa, at det vilde blive ham en farlig Sag, hvis Skule Jarl og Philip under de nærværende Omstændigheder forenede sig imod ham, thi Skule havde selv et stort Parti, og Baglerne sad meget mandsterke i Viken og paa Oplandene. De maatte derfor, saa nødig de vilde, give Kongen det Raad at gaa ind paa den af Gregorius og Paal opstillede Fordring, og saaledes aftaltes det at Skule Jarl skulde have en Trediedeel af Norge og Skatlandene. Dette er, som det baade ligger i Ordene selv og af det efterfølgende sees, ikke saaledes at forstaa, som om Skule, fik en særskilt Trediedeel af Riget, – thi man kunde jo f. Ex. ikke berøve Jarlen paa Orknøerne nogen Deel af hans Len til Bedste for Skule –
