dighed, der tilkom ham, og al den Hæder, de kunde, men de frygtede Erkebiskoppens og hans Chorsbrødres Vrede, og vare derfor ilde stedte. Jarlen ytrede ikke stort hertil, men sagde kun at det havde lidet at betyde, hvad de saa gjorde. Dagfinn sagde: „hvis de fare frem paa samme Viis her, som de begyndte i Throndhjem, vil det ikke vare længe førend Kongens Anseelse er aldeles tilintetgjort.“ Da sagde Kongen: „far du ind til Byen, Dagfinn Bonde, og hils Chorsbrødrene fra mig, at jeg venter mig mere Godt af dem, end af nogen anden i Landet; men handlede anderledes, skal det ikke vare længe førend de faa at føle, om jeg er tilfreds dermed eller ej.“ Dagfinn roede nu tilbage til Byen, og berettede Chorsbrødrene saavel Kongens, som Jarlens Svar. Chorsbrødrene toge strax deres Parti, og lode hilse Kongen, at de gjerne vilde vise ham al den Hæder de kunde, og ej agtede at tilkjøbe sig Erkebiskoppens og de throndhjemske Chorsbrødres Venskab med Opofrelse af Kongens. Han roede derfor ind til Byen, hvor der nu blev ringet i alle Kirker, medens Geistligheden modtog ham i en højtidelig Procession. Derpaa stevnedes alle Lendermænd og Hirdstjorer i Gulathingslagen, saavel som tillige opnævnte Mænd fra Herederne, til at møde i Bergen Seljemannavaake, den 8de Juli.
Imidlertid opholdt baade Kongen og Jarlen sig i Byen. Denne sidste havde det nu meget travlt; idelig var han i Raadslagning med sine Mænd, blandt hvilke, foruden Gregorius Jonssøn, ogsaa en anden Ætling af en gammel og mægtig Slægt nævnes, nemlig Paal Flida, Søn af den nys afdøde Nikolas Kuvung, og derfor nu selv Hoved for Giske-Ætten saavel som Lendermand[1]. Han sendte Breve til alle Kanter, baade nord og syd i Landet, ja endog til Sverige; ligeledes sendte han Mænd og rimeligviis ogsaa Breve øster til Kong Philip, for, som det udtrykkeligt angives, at stifte Venskab og Forbund med ham. Kun faa af disse Breve bleve foreviste Kongen, og de fleste vare uvidende om deres Indhold. Kongen selv, fortælles der, var endnu saa ung at han skjøttede mere om Leg og Morskab end Statssager. Man kunde dog næsten være fristet til at antage, at denne tilsyneladende Ligegyldighed mere kom deraf, at den fremfor fint Aar forstandige, men derhos retskafne og sindige Haakon nu engang efter modent Overlæg havde foresat sig at vise Jarlen Tillid saa længe det paa nogen Maade kunde skee, for ej ved nogen som helst Handling, der røbede Mistænkelighed, at give ham og hans Venner Paaskud til
- ↑ Paal Flida nævnes aller først som Dreng 1181, se ovenfor S. 122. Hans Fader Nikolas Kuvungs Død henføres i de islandske Annaler til 1217. Paal Flidas Søn, Peter Paalssøn i Giske, nævnes allerede som Lendermand i 1221, dog levede hans Fader endnu i 1223, og maaskee længer, skjønt han efter dette Aar ej mere omtales.
