aabenbart Brud, saa at Ansvaret for det første Skridt hertil, om noget saadant skede, maatte hvile paa Jarlen, ikke paa ham. Thi da hans Venner forestillede ham det besynderlige i Jarlens Færd, fornemmelig i at søge Venskab paa den Kant hvorfra man hidtil stedse havde mødt Fiendskab, svarede han kun: „Jarlen er saa forstandig en Mand, at han nok forstaar at vælge sine Venner: jeg kan ikke ansee det saa farligt for mig, om han har mange Venner, thi han kan dog ligefuldt holde den imellem og sluttede Overeenskomst, og jeg vil i alle Fald ikke være den første til at bryde den.“ Alligevel blev han dog strax efter nødt til at skride ind paa en alvorligere Maade, end han fra først af havde foresat sig, thi Skule drev sin anmassende og mistænkelige Ferd alt for vidt. Han lod nemlig ogsaa skrive et Brev til Jon Jarl paa Orknøerne, og sætte Kongens Indsegl for, uden at Kongen selv vidste det mindste om hvad der stod i Brevet. Han afsendte det med en af Gjesterne, ved Navn Jostein Thamb. Men da Skibet, paa hvilket denne skulde drage over, var kommet til Herdlever og skulde stikke ud til Havs, kom de øvrige Skibsfæller under Vejr med, at Jostein havde et saadant Brev hos sig, og da de fandt dette betænkeligt, sendte de Bud ind til Byen, og anmeldte Sagen for Kongens fornemste Raadgivere, Dagfinn Bonde og Presten Ivar Bodde. Disse gik strax hen til Kongen, og spurgte om han vidste noget om dette Brev. Da Kongen benegtede det, sagde Ivar, at han dog ikke burde lade Breve under sit Indsegl afgaa til andre Lande, uden at have seet dem, og Kongen, som fandt dette i sin Orden, sendte strax Folk ud til Herdlever, hvor Skibet imidlertid havde lagt bi, for at hente Brevet tilbage. Men Jarlen fik Nys herom, og sendte nu over Hals og Hoved Folk afsted i en anden Baad med den Befaling at søge at komme de kongelige Sendebud i Forkjøbet, og faa Brevet fat forinden hine kom til: en Befaling, der unegtelig synes højst fordægtig, og vidner om at Brevets Indhold maa have været af meget tvivlsom Natur. Det lykkedes virkelig Jarlens Mænd at komme forud for Kongens, og faa Brevet tilbage, og Jarlen greb nu, hvad Kongen ganske rigtig synes at have forudseet, den Udvej at spille den utilbørlig mistænkte og fornærmede Dyds Rolle. Han lod strax blæse til Hirdstevne, og klagede her særdeles meget over Ivar Bodde, Dagfinn, og Kongens øvrige Raadgivere, at de søgte at sætte Splid mellem Kongen og Jarlen, og gjøre denne mistænkt for ham. Gregorius Jonssøn, Jarlens Frænde og endnu ikke Kongen synderligt hengiven, stod strax op, og talte med megen Heftighed mod Ivar Bodde. „Jeg var,“ sagde han, „tilstede ved Raadslagningerne mellem de Mænd, der aller først svore Kong Haakon og Jarlen Troskabsed, og vi troede at alt skulde udgjøre ligesom eet men nu vil en Prest komme her og forspilde Enigheden mellem os Birkebeiner: det skal dog ikke bekomme ham vel, lader os derfor tage ham og refse ham,
