skulde miste sin Fædrenearv. Tilbudet blev antaget, uden at Jarlen, som det synes, vovede at komme med nogen yderligere Indvending, og dermed hævedes Thinget. Den nærmeste til at underkaste sig Gudsskirslen var Haakons Moder Inga, som ufortøvet begav sig til Peterskirken[1], og begyndte den før Prøven foreskrevne Faste. Men imidlertid havde Jarlen mange natlige Sammenkomster med Chorsbrødrene og de mod Kongesønnen fiendtlig stemte Lendermænd, og da Dagen kom, da Jernet skulde bæres, var det ingensteds at finde. Nogle af Chorsbrødrene sagde endog reent ud, at de ikke torde lade Jernbyrden skee, førend Erkebiskoppen kom tilbage. Saaledes blev der for det første intet af Prøven, men Hirdstjorerne og Birkebeinerne, som nu saa, hvorledes alt gik til, lode sig ikke ved Modpartiets Chicaner afholde fra at sætte deres Vilje igjennem De sendte Bud rundt om i hele Thrøndelagen, og tilstevnede Ørething med en Maaneds Varsel, og beskikkede endeel Mænd af deres egen Midte til at følge Kongesønnen Dag og Nat, et Tegn paa, at de endog frygtede for at Skules Parti vilde stræbe ham efter Livet. Jarlen maatte derhos finde sig i at de kaldte ham Kongs-Evne, og lode ham hver Dag sidde ved hans Side i Højsædet, uden at bryde sig om, hvorledes han likede det[2].
Imidlertid var Efterretningen om Inges Død og Tvisten mellem de tvende Partier kommen til Bergen. Der havde Haakon en mægtig og paalidelig Ven i Dagfinn Bonde, der sandsynligviis endnu var Sysselmand i Hørdaland[3] og dertil Lagmand i Gulathingslagen og kongelig Stallare. Ligeledes vare Chorsbrødrene ved Christkirken der ganske paa hans Side, sandsynligviis formedelst den Indflydelse, som Sverres gamle Hirdprest og Tilhænger Biskop Martin i saa mange Aar havde udøvet; Martin var vel død Aaret forud[4], men hans udvalgte Eftermand, Haavard, der som Chorsbroder i Bergen havde staaet under ham, traadte i det mindste nu i hans Fodspor. Haavard, en Mand i den modnere Alder, højagtet for sin ærbare Vandel, sin Lærdom og øvrige Dyder, var allerede strax efter Martins Død bleven udvalgt til hans Efterfølger med Kongens, Gejstlighedens og hele Folkets eenstemmige Samtykke, men Erkebiskoppen havde ikke villet indvie ham, førend der var indløbet pavelig Dispen-
- ↑ Dette var den i Nidaros til Gudsskirslerne bestemte Kirke, se ovenfor II. S. 1007.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 14.
- ↑ Vi ville nemlig see, hvorledes han i det følgende ved Siden af sin Lagmandsbestilling dog lige fuldt optræder som en af Kongens fornemste Høvdinger.
- ↑ Islandske Annaler ved 1216.
