opført af Kong Eystein, og udgjorde en Deel af de til den vidtløftige Kongsgaard hørende Bygninger[1]. Da Thinget var sat, stod Vegard op og ytrede omtrent det samme som Dagen forud. Derpaa rejste den oftere omtalte, med Skule beslægtede Lendermand Gregorius Jonssøn sig, tilkjendegav sin Forundring over at man vilde drive denne Sag med saa meget Hastverk, og raadede til heller at oppebie Erkebiskoppen saavel som de øvrige Biskopper og de forstandigste Mænd i Landet, der ej burde mangle ved Afgjørelsen af et saa vigtigt Anliggende, og som man derfor burde tilkalde. Men da svarede Anund Merkesmand: „Os Birkebeiner huger det ej at oppebie Biskoppernes Ordgyderi i denne Sag, thi de bryde sig lidet om St. Olafs Lov eller Landsens Tarv, naar det gjelder Sverres Æt. Dertil maa vi og erindre, hvad der er enhver bekjendt, at øster i Viken sidde Beglingerne med en stor Hær, med en foregiven Konge over sig; faa de kun vide, at vi her sidde hovedløse, ja endog indbyrdes uenige, vil det ikke vare længe førend vi have dem over os, og mange ville da staa dem bi imod os, saasom de lærde Mænd just ikke ere vore Venner. Alle vi, der ville hævde Kongeætten, have derfor intet andet Valg, end at hjelpe os selv, saa længe Gud vil hjelpe os.“ Derpaa opnævntes 12 Mand for at hente Kongesønnen ned til Thinget. Han var just i Skolen ved Christkirken, saa at Vejen ikke var lang. De tolv traadte ind, og deres Formand sagde: „alle gamle Birkebeiner, Bymændene, og de her samlede Bønder, sende eder, Kongesøn, Guds og sin Hilsen; de sidde nu i Kongsgaarden og oppebie eder.“ Haakon fulgte strax med Udsendingerne, som ledede ham lige hen til Højsædet, hvor Jarlen sad. Jarlen sagde at det ej gik an, uden videre at sætte ham i Højsædet, da der var mange tilstede, som slet ikke ansaa sig overbeviste om at han virkelig var Kong Haakon Sverressøns Søn. Til denne Udflugt svarede Haakons Tilhængere, at allerede den første Vinter, da Drengen kom til Kong Inge, nærede eller ytrede denne ingen Tvivl om at han var Kong Haakons Søn, og modtog ham som sin uomtvistelige Frænde; at Haakon Jarl gjorde det samme, og at baade han og Kongen, saa længe de levede lagde noksom for Dagen i deres hele Adfærd, at de betragtede ham som deres retmæssige Frænde; det Paafund, hvormed Skule Jarl nu kom, maatte saaledes være oprundet af de Mænds hemmelige Raad og gamle Fiendskab, som vilde forkomme Kongeætten i Norge, men fremdrage Uberettigede. Nu traadte ogsaa Kongesønnens Frænder og nærmeste Bekjendte frem, og tilbøde gladelig Gudsskirsler for ham, heller end at han
- ↑ Om Nikolaikirken, der vel maa have været et Slags Kapell i Kongsgaarden, se ovenfor, II. S. 610. Vi ville ogsaa i det følgende oftere see den omtalt i nys nævnte Egenskab.
