iation, da han nemlig var Prestesøn, hvilket i Regelen, efter en af Pave Urban den 2den given Bestemmelse[1], skulde være til Hinder for Beklædelsen af hvilket som helst gejstligt Embede. Da Bestemmelsen, som fornemmelig støttede sig til de strenge Coelibatslove fra Gregor den 7des Tid, selv udtrykkelig indrømmede Tilladeligheden, ja Nødvendigheden af Undtagelser, navnlig for dem, der vare fødte førend hine strenge Coelibatsbud udkom[2], og det er vist nok, baade at disse Coelibatsbud endnu ikke havde vundet fuldstændig Anerkjendelse i Norge, og at Prestesønners Udnævnelse til gejstlige Embeder der og paa Island saa hyppigt fandt Sted, at den endog næsten hørte til Dagens Orden, synes det, som om Erkebiskop Guthorm ved at gjøre Vanskeligheder med Haavards Indvielse har lagt en unødig Rigorøsitet for Dagen. Denne kunde vel forklares deraf, at han, som Begynder i Embedet, satte en Forfængelighed i at vise en hidtil ukjendt Nidkjærhed; men den Tanke ligger ogsaa nær, at han har vidst nøje Besked om, til hvilket politisk Parti Haavard heldede, og derfor, om han end ikke kunde hindre Indvielsen, dog har søgt at forhale den saa længe han kunde. Hvad nu hans Bevæggrund end har været, saa synes det i det mindste rimeligt, at denne, næsten chikanøse Ferd ikke bar bidraget lidet til den fjendtlige Stemning, som paa denne Tid aabenbart herskede mellem det bergenske og det throndhjemske Domkapitel. For øvrigt var allerede den pavelige Skrivelse udfærdiget og rimeligviis undervejs, som dispenserede Haavard fra den ham paahvilende Plet og paalagde Guthorm at ordinere ham[3]. Ved Modtagelsen af den oven nævnte Efterretning om Kongens Død m. m. skrev Haavard, rimeligviis efter Overlæg med Dagfinn,
- ↑ Concil. Melf. c. XIV, Coleti Conc. XII. 782. Decreti Pars I, distinctio 56, c. l. 13, 14.
- ↑ Det var nemlig ikke egentlig fordi de vare Prestesønner, men fordi de som Sønner af Gejstlige, der ej maatte gifte sig, betragtedes som Slegfredssønner, at der hvilede en Plet paa dem, som skulde gjøre dem uværdige til Ordination. De, som vare fødte for Coelibatsbudet, vare saaledes, naar deres Forældre havde været gifte, at betragte som legitime, og i denne Kategori befandt endnu vistnok Fleerheden af de norske Prestesønner sig.
- ↑ Skrivelsen, dateret Lateran, 1ste April 1217, er aftrykt i Dipl. Norv. I. No. 5. Da dette Brev paaberaaber sig en Beretning saavel fra Erkebiskoppen som fra Chorsbrødrene i Bergen om Biskop Martins Død og Mangelen paa dygtige Subjekter til Biskops-Embedet, er det klart, at den eller de Skrivelser, hvori Beretningen meddeeltes, allerede maa være afgaaet inden Udgangen af 1216. Skjønt man af Pavens Skrivelse seer, at Guthorm selv havde anholdt om Dispensation for Haavard, kunne alligevel Udtrykkene noget ovenfor udlægges, som om det ikke var ham, men andre, der havde gjort Paven opmerksom paa Haavards store Fortjenester. Overalt bliver hans Ferd ligefuldt chikanøs, om han end selv anholdt om Dispensationen, thi der skede lige fuldt en unødvendig Forholdene af Indvielsen.
