kan næsten sige belejligviis, i Bergen, hvor han i den senere Tid mest synes at have holdt til, var falden i en Sygdom, som strax efter Juul (altsaa i Januar) 1214 endte hans Dage[1]. Der fortælles, at han under Sygdommen saa vidt muligt lod Kongesønnen Haakon være om sig, og lod ham spise sammen med sig saa ofte han kunde sidde oppe, ligesom ogsaa Drengen var en af dem, som Jarlen endnu kjendte, medens han allerede havde tabt Evnen til at gjenkjende de fleste andre: alt sammen Beviser paa, at Jarlen med virkelig Ømhed maa have hængt ved den livlige, hyggelige Dreng. Jarlen blev med megen Pragt begraven i Christkirken, og Sagaen giver ham det Eftermæle, at „Landets Folk sørgede meget over ham, og syntes at de havde lidt en stor Skade ved at miste en saadan Høvding, ligesom det var alle Mands Ord, at dueligere eller mandeligere Helt havde ej taget Vaaben i Haand i hans Tid i Norge, hvorhos han og var en god Regent, saa at alle Mand havde ham kjær, baade Krigsfolket og Landfolket.“ Denne Popularitet maa han fornemmelig have vundet i de senere Aar, thi vi have tidligere seet, hvorledes Thrønderne udtrykkelig fordrede Inge, ikke ham til Konge, medens derimod de samme Thrønder, eller i alle Fald mange af dem, nu laa i Fejde med Inge, og maaskee nok saa gjerne skulde have ombyttet sin svagelige, stilfærdige, for Folket lidet tilgængelige Konge, med den raske, kraftige, ridderlige Jarl. Hans Hustru, Fru Christina, skjønnede godt, at der ikke længer var noget blivende Sted for hende i Norge, og drog strax øster til Gautland med sin Søn, Junker Knut, om hvis Fordring paa Tronen der saaledes ej for det første blev noget Spørgsmaal. Endnu samme Vaar begav Kong Inge sig til Bergen, tog alle Jarlens Forleninger under sig, og lod hans Hirdmænd, saavel som Sysselmændene sværge sig Troskabsed. Saaledes var han da nu Eneherre i det Nordenfjeldske. Det første, hvortil han benyttede sin Tilvæxt i Magt, var at bringe de oprørske Indthrønder til Lydighed. Hiin stevnede alle Lendermænd og Troppehøvdinger lige fra det sydligste af Landet til sig, med de dem undergivne Krigsfolk, og vendte saaledes med en betydelig Styrke tilbage til Throndhjem. I Spidsen for denne drog han derpaa ind i Indhered, hvis Bønder mødte ham ved Vaagsbru, neppe, som man maa formode, for at vove noget nyt Slag, men for at slutte Forlig og skaffe sig saa taalelige Betingelser, som det efter Omstændighederne var muligt. Opholdet ved Vaagsbru, hvad enten nu Tiden tilbragtes med Underhand-
- ↑ Dette Aar angives i Annalerne, og det samme sees af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 11, hvor det udtrykkelig siges, at Kong Inge, der døde i April 1217, fik sin langvarige Helsot den tredie Vinter fra Jarlens Død. Denne tredie Vinter var altsaa 1216–17, den anden 1215–16, den første 1214–15; Vintren der forud (1213–14) var altsaa den, hvori Jarlen blev syg.
