falde paa Fru Christina, til hvilken man allerede før, siden Kong Guthorms pludselige Død, ikke havde den bedste Tro, medens Jarlen derimod, om han end, fornemmelig med Erkebiskoppen paa sin Side, kunde forsvare for sin Samvittighed at agitere mod Kongen i politisk Henseende, og ophidse Bønderne til Oprør, dog visselig var for hæderlig til at ville nedlade sig til at thinge Snigmordere mod sin egen Broder. Sagaen har netop fra denne Tid opbevaret et Træk, der stiller hans Ærlighed i et klart Lys, men til samme Tid kaster en desto større Skygge paa hans Hustru, Fru Christinas Ferd. Vi have allerede ovenfor omtalt en Birkebein, ved Navn Hide, ilde berygtet som Anfører for Ribbalderne paa deres ødelæggende Tog fra Bergen til Tunsberg 1201. Denne Hide ledsagede Christina, Sverres Datter, da hun blev gift med Kong Philip, og forblev i hendes, eller Philips Tjeneste til hendes Død, hvorefter han vendte tilbage til Haakon Jarl. Da han merkede, at Jarlens Frue ikke var Kongesønnen Haakon synderlig god, og antog, at Jarlen deelte det samme Sindelag, forlangte han en Dag at tale med dem, og forestillede dem da, hvor vanskeligt det maaskee i sin Tid vilde blive for deres Søn Knut at erhverve Magten og Riget efter Jarlens Død, hvis den baade for sin Faders og sin Farfaders Skyld af mange saa højt elskede Haakon Haakonssøn optraadte som Kronprætendent. „Var det udenlands“, sagde han, „at Sagerne stod saaledes, vilde der nok blive truffet Foranstaltninger til at Landets Høvding ej behøvede at ængste sig for, hvorledes det vilde gaa hans Afkom, thi en saadan ubelejlig Dreng vilde da blive sendt ud af Landet til Høvdinger, som intet Venskab skyldte enten ham eller hans, og som da gjerne enten lode ham lemlæste, eller kaste i Fængsel, eller overhoved medhandle saaledes, at man ikke længer behøvede at frygte ham: hvis I skulde ønske noget saadant, er jeg beredvillig til at paatage mig et saadant Hverv“. Jarlen svarede i Førstningen ikke stort, derimod ytrede Fru Christina nogle Ord, der i alle Fald ikke synes at have været reent ud benegtende. Men efter at have tiet stille en Stund sagde endelig Jarlen: „Gud forbyde, at jeg skulde ville forskaffe min Søn Riget ved at rydde min største Velgjørers Søn af Vejen.“ Der blev aldrig mere talt om denne Sag, hvilken Jarlen ogsaa kun aabenbarede for faa; men siden den Tid var han aldrig saa venlig mod Hide som før[1].
Det vilde vel neppe være blevet ved de nys skildrede Uroligheder blandt Thrønderne og Agitationer fra Jarlens Side, hvis han ikke, man
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 7.